”For mig er det vigtige ikke, om der stilles en diagnose, men om vi nu sætter alt ind på at skabe en ramme omkring børns udvikling, hvor de kan få lov til at udvikle sig og deres fulde potentiale i deres eget tempo. Selv hvis de hører til blandt de sjældne eller sarte fugle.” Det skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling, der i kronikken minder os om, at vi meget let kan gøre stor skade på de sarte fugle, der med den rette tilgang kan folde deres fulde vingefang ud.

De såkaldt udadreagerende børn vil være modtagere af den fysiske magt. Det er børn, der viser med deres handlinger, at de har svært ved at være i de eksisterende rammer, og nu vil vi straffe dem yderligere. Det kan vi ikke være bekendt. Sådan skriver Anne-Mette Sohn Jensen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger om pædagogik. Hun peger på de mange løsninger, som kan erstatte magt.

Regeringens nye lovprogram nævner ikke ordet forebyggelse i relation til børn og familier én eneste gang. Det er ikke bare en forglemmelse – det er et politisk signal. Og det bør få os alle til at stoppe op, skriver Pernille Gry Petersen, der er generalsekretær i Børnesagens Fællesråd. ”For hver dag vi venter, bliver problemerne større, mistrivslen vokser, og udsatheden rykker tættere på og udvikler dybe rødder,” skriver hun.

Kan man kalde det for andet end svigt af både patient, behandler og pårørende, hvis man ikke giver tid og rum til, at der kan skabes en tryg og tillidsfuld relation? Det skriver Nina Tejs Jørring, overlæge i børne- og ungdomspsykiatri og forperson for Børne- og ungdomspsykiatris selskab, og Pernille Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. De skriver her om deres dialog om hurtighed. De historier, de taler om, involverer tre perspektiver: patienten, den pårørende og behandleren.

Søskende er fremtidens pårørende, derfor skal de naturligvis have de samme muligheder for repræsentation, fællesskaber, spejling som deres forældre. Det skriver Malene Gerd Petersen, der er socialpædagogisk konsulent med særlig fokus på søskende til mennesker med handicap. Hun opfordrer til at vi får langt mere blik for de særlige udfordringer som deres rolles gennem hele livet.

Der er brug for en bredere forståelse af kompleksiteten bag mange af de adfærds- og udviklingsmæssige udfordringer, som børn, unge og voksne kan have. Det mener Karsten Bæk, der selv er udredt med ADHD. Målet bør ifølge ham være at undgå, at ADHD-diagnosen er det automatiske valg.

”Der er fortsat bekymrende stor uvidenhed om, hvad det er, autistiske børn, unge og deres forældre grundlæggende burde tilbydes støtte og hjælp til: nemlig hvordan de voksne kan skabe udviklingsstøttende samspil og kommunikation, så barnet via dette kan forblive i læringsaktivitet og sociale fællesskaber.” Det skriver psykolog Juana Jeppesen, der har særlig viden og erfaring indenfor autismeområdet. Hun vil flytte fokus væk fra behandling og i stedet støtte med fokus på udvikling.

”Det var angsten for at blive sat i bås, der gjorde, at jeg inden udsendelsen var ret overbevist om, at jeg ikke ville nævne mine diagnoser på live-tv i Debatten på DR2. For jeg ville gerne kunne repræsentere alle børn og unge i mistrivsel, uden at nogen så mig som en ’samfundsnasser med diagnose-offer-mentalitet’. Men så skete noget andet.” Det skriver 18-årige Mathias Vinsten Munk, der selv har flere diagnoser og tidligere har haft langvarigt skolefravær. Læs, hvorfor Mathias tager del i debatten, og hvorfor han mener at evnen til at lytte er nøglen til bedre trivsel.

Ofte er misbrug hos forældre familiens store hemmelighed. I et forsøg på at skåne børnene bliver børnenes hverdag ofte præget af tavshed og omskrivninger af sandheden. Men det efterlader børnene helt alene, skriver Ulla Darre og Mette Damgaard Sørensen fra behandlingstilbuddet Dit Rum. De fortæller her, hvordan de gennem legeterapeutiske forløb hjælper børnene med at bearbejde oplevelserne og få sat ord på noget svært, fx når en fireårig pige har været alene hjemme med en påvirket far, hun ikke kunne vække.

Står vi i en mistrivselskrise? Nej. Vi står midt i en dundrende katastrofe, og trækker undervisningsministeren ikke i nødbremsen nu, vil socialområdet aldrig få ressourcer til at reparere al den ulykke, der forårsages af en forkert tilgang. Sådan skriver formand i Autismeforeningen, Karina Bundgaard, i en kommentar til Trivselskommissionens rapport.

Hvis vi vil have flere børn og unge til trives bedre, er løsningen ikke flere regler og forbud. Først og fremmest er der brug for investeringer, at alle tager ansvar, et stærkt samarbejde og gensidig respekt, mener formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas.

Trivselskommissionens anbefalinger oplever jeg peger i retning af, at børn og unge i højere grad selv skal finde vejen gennem livets udfordringer. Men jeg bliver nødt til at spørge, om man mon tænker, at børn og unge lærer disse ’trivselsdyder’ af sig selv? Sådan skriver lærer Anne Vestergaard, der er uddannet lærer og master i specialpædagogik i en kommentar til Trivselskommissionens netop offentliggjorte rapport og anbefalinger.

Vi har bevæget os igennem hele spektret af forkerte forældre fra køleskabsmødre til speltbagende curlingfædre. De må nu igen høre eksperterne sige til dem, at de skal gøre noget anderledes, hvis vi skal løse krisen med mistrivsel. Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling i en kommentar til Trivselskommissionens syv anbefalinger til forældre.

”Lad os forældre være forældre på den måde, vi kan. Støt os frem for at pege fingre ad os. Også – og måske især – når det er besværligt. Vi øver os hver eneste dag i at gøre det rigtige, uden at vide hvad resultatet af vores anstrengelser bliver.” Det skriver Anne-Mette Sohn Jensen i en kommentar til Trivselskommissionens syv råd til forældre. Udover at være cand. pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger om pædagogik er Anne-Mette Sohn Jensen mor til en søn fra 2004, der har diagnose indenfor autismespektret. Hun giver her sine egne syv råd til forældre.

Skal vi virkelig satse på, at børn, der allerede er i en udsat position, har modet eller ressourcerne til at tage ansvar for systemets manglende evne til at opdage svigt? Sådan spørger Fransiska Mannerup, forkvinde for De Anbragtes Vilkår, som reaktion på den politiske aftale om at fjerne det årlige tilsyn i sociale tilbud. Vi kan ikke kun reagere, når noget er gået galt, skriver Fransiska Mannerup.