”Mange tror, at når systemstress rammer den enkelte borger eller pårørende, så er årsagen som oftest forkerte afgørelser, misforståelser eller inkompetence. Men selv når alt foregår efter bogen, kan selve processen med at få den rette hjælp være så langsom, rigid og uigennemsigtig, at forløbet i sig selv bliver en belastning.” Det skriver Karin B. Nissen, der er socialrådgiver, foredragsholder og har skrevet bogen ”Systemstress – når mødet med systemet stresser dig”.

Jeg har været lige så stolt som statsministeren af vores værdier og vores velfærd. Men glansen gik af, da jeg selv fik brug hjælp til mine hjertekære. Første gang da jeg skulle have passet mine dengang små børn, så jeg kunne gå på arbejde – og nogle gange havde svært ved at finde en pædagog i kaosset. Senere da min mor blev syg. Og så da jeg som ung læge blev bedt om at udskrive en patient, der stadig var dårlig, på grund af overbelægningen. Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling, der mærker, at tilliden til velfærdssamfundets samfundskontrakt svinder ind. For nylig oplevede hun, hvordan hendes far blev sendt hjem uden opfølgning eller hjælp efter at have været faldet for tredje gang inden for en kort periode.

Noget, der har undret og ærgret mig i forløbet om både magtanvendelseslovgivningen og den store handicapaftale, er, at der ikke har været et større fokus på ledelsen på de sociale tilbud. Det skriver direktør i Landsorganisationen for sociale tilbud, Mads Roke Clausen, der, på trods af at dele af lovforslaget om magtanvendelsesreglerne i sidste øjeblik blev fjernet, advarer mod at læne sig tilbage.

Det er ikke nok at skrue op for ressourcerne, hvis vi skal problemerne i velfærdssamfundet til livs. Der skal systemforandringer til. Men der er risiko for, at vi i jagten på nye løsninger gør ondt værre. Sådan skriver Boris Lauritzen, der er daglig leder i Foreningen Outsideren. Vi har brug for hinanden på tværs af sektorer og fagområder, hvis vi skal skabe bæredygtige veje for fremtidens velfærd, mener han.

Når socialarbejdere møder borgere med en minoritetsetnisk baggrund, er der en tendens til, at de først søger efter kulturelle forklaring på borgerens adfærd. Sådan skriver Shadman Salih, der er socialrådgiver og cand.soc. i socialt arbejde. Han efterlyser i denne kronik, at vi i sociale indsatser i højere grad ser på den enkelte borger eller families situation frem for at søge en kulturel forklaring.

Når vi forherliger plejefamilien, er det et forsøg på at normalisere anbringelsen. Vi glemmer bare, at anbringelse i familiepleje er alt andet end normalt. Vi taler om at være anbragt i en familie. Om Familie-pleje. Pleje-familie. Det er, som om familie opvejer for ordet pleje. Vi bliver nødt til at se nærmere på kvaliteten i anbringelsen. Måske skal vi forsøge at udvide vores horisont og skabe hybride anbringelsesformer. For anbragte børn fortjener mere og bedre.