Artikel

Undskyldninger ændrer historien: De forløser spændingen og skaber transformation

illustration_sille_jensen

Når regeringen siger offentligt undskyld for fortidens svigt af socialt udsatte, kan det sætte ofre fri af skam og være med til at transformere både deres og samfundets historie, vurderer antropolog Stine Grønbæk Jensen. Men de bør have anker i forpligtende samtale og aldrig stå alene, lyder rådet fra retoriker Lisa Storm Villadsen, som forsker i officielle undskyldninger.

8. juni 2022

Af Anne Anthon Andersen

anne@socialtindblik.dk

Illustration Sille Jensen

For Godhavnsdrenge, der blev udsat for overgreb og medicinske eksperimenter på skolehjemmet Godhavn, var undskyldningen fra staten leveret af statsminister Mette Frederiksen i 2019 med til at forløse en årelang kamp for anerkendelse.

Indtil da havde Danmark siden 1945 kun to gange givet en officiel undskyldning. 2. september 1999 undskyldte den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen sammen med den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt til Grønland og Thules befolkning for den måde, Thuleboerne var blevet tvangsflyttet på tilbage i 1953. I 2005 leverede statsminister Anders Fogh Rasmussen en officiel dansk undskyldning til de tyske flygtninge, som de danske myndigheder havde afvist under besættelsen.

Men under undskyldningsceremonien til Godhavnsdrengene i 2019 åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) op for, at flere undskyldninger fra staten kunne være på vej.

Kort efter igangsatte Social- og Ældreministeriet et større udredningsarbejde, der skulle kortlægge eventuelle overgreb og magtmisbrug på særforsorgens institutioner for at afgøre, om der også her skal falde en officiel undskyldning. Og den 9. marts 2022 faldt endnu en undskyldning fra staten: På Nationalmuseet i København gav Mette Frederiksen en krammer og et undskyld til seks såkaldte eksperimentbørn, der var blandt de 22 grønlandske børn, der blev fjernet fra deres familier og sendt på en færge til Danmark som en del af et eksperiment tilbage i 1951.

Kort før påske udkom så udredningen af forholdene for børn, unge og voksne anbragte i særforsorgens institutioner fra 1933-1980. Den dokumenterede både svigt og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb.

Og udredningen rummer langt større potentiale end at afdække, om der er grundlag for, at staten leverer en officiel undskyldning. Som et stykke solidt og nøgterne historisk arbejde giver den mulighed for at omskrive historien. Ikke ved at ændre det skete. Men ved at skabe et nyt syn på det, lyder vurderingen fra antropolog Stine Grønbæk Jensen, der har forsket i officielle undskyldningers betydning.

Anerkendelsens styrke

Dokumenterende udredninger og de officielle undskyldninger, der kan følge i kølvandet på dem, gør det muligt for de svigtede at vriste sig fri af skam og skyld og giver dem mandat til at genfortælle ikke alene deres egen, men også samfundets historie, forklarer hun.

”Nogle går fra at være tavse ofre tynget af skyld og skam til at blive politiske aktører, som kræver retfærdighed, og som bruger deres stemme ikke bare i kampen for retfærdighed for dem selv, men for en hel gruppe. Kampen for en undskyldning har et transformativt potentiale både på det personlige og politiske plan, fordi den er med til at ændre vores fælles historie,” siger antropolog Stine Grønbæk Jensen.

Hun har forsket i netop, hvad det betyder for tidligere anbragte børns såkaldte erindringsarbejde at kæmpe for en officiel undskyldning fra staten.

Da udredningen om forholdene for Godhavnsdrengene blev offentliggjort fulgte en række klager fra tidligere anbragte. Mange af de tidligere børnehjemsbørn henvendte sig til Danmarks Forsorgsmuseum. De krævede en udredning. Og det var netop det, at de nu fik dokumenteret sort på hvidt, at de var blevet svigtet af staten, da de var børn, der gav dem styrke til at kræve en undskyldning fra staten, forklarer hun.

Jagten på forsvundne minder

Opråbet fra Godhavsdrengene fik Stine Grønbæk Jensen til at følge omkring 50 af de tidligere anbragte, som nu var voksne, i deres kamp for at forstå og genskabe deres historie.

Nogle fulgte hun tæt, andre interviewede hun nogle gange. Hun fulgtes med dem, når de skulle besøge børnehjem som del af deres forsøg på at genskabe deres historie. Hun var med, når de deltog i demonstrationer, og hun var med dem på Danmarks Forsorgsmuseum til arrangementer, hvor de fortalte deres historie og oplevede, hvordan de lavede mapper med fotografier, dna-prøver og slægtsforskning, søgte forbindelser på Facebook osv. som led i, hvad hun kalder deres ”erindringsarbejde”.

”Det gik hurtigt op for mig, at det ikke bare mig, der som historiker og antropolog var interesseret i deres historier. Mange af dem havde en stærk egeninteresse i at fortælle deres historier, som også var politisk motiveret. De ønskede både at ændre historien om sig selv og vores fælles historie,” forklarer hun.

En af grundene til, at tidligere anbragte er så optagede af deres egen historie, er, ifølge Stine Grønbæk Jensen,
at mange har store huller i deres erindringer.

Livsvidner er forsvundet løbende. De er flyttet rundt mellem mange forskellige voksne og steder. De har ingen børnetegninger m.m., der vidner om deres barndom og har mistet mange fysiske minder fra fortiden, som er vigtige for deres identitet. Deres minder er generelt diffuse og skrøbelige, og derfor er jagten på at sikre sig så mange som muligt intens.

”Mange anbragte børn lever med et fravær af erindringer og smertelige erindringer. Oveni det er der et voldsomt stigma forbundet med at være ”børnehjemsunge” – mange har holdt det hemmeligt,” siger Stine Grønbæk Jensen.

Det blev hurtigt tydeligt for hende, at hele processen i at levere vidneudsagn og fortælle om, hvordan overgrebene havde skadet dem for livet i kampen for en officiel undskyldning, var enormt betydningsfuld for deres transformation.

”Den fælles kamp for en undskyldning og den opbakning, de fik fra medierne, fik dem til at føle sig accepteret og anerkendt, så de kunne forstå og acceptere deres egen historie,” siger Stine Grønbæk Jensen.

Netop processen og samtalen omkring undskyldningen er en vigtig forudsætning for, at en undskyldning får reel værdi, vurderer retoriker Lisa Storm Villadsen.

Hun har forsket i officielle undskyldninger, og hendes forskning viser, at undskyldningers værdi først træder frem i den efterfølgende tid, hvor det bliver bevist, at den, der undskylder, reelt ændrer adfærd og handler i overensstemmelse med undskyldningen.

”Det ligger i undskyldningens natur, at man fortryder og er ked af, hvad man har gjort og forpligter sig på at handle anderledes fremover. Hvis man siger undskyld og så gentager de samme fejl dagen efter, er et undskyld ingenting værd,” siger Lisa Storm Villadsen.

Undskyldninger bør bryde magtforhold

Officielle undskyldninger er tæt knyttet til politisk handling. Ordet undskyld kan ikke stå alene. Men det kan politisk handling heller ikke. Ofrene har brug for, at den konkrete undskyldning falder i ord og samtale, forklarer Lisa Storm Villadsen:

”I undskyldningen bør man sætte ord på, hvad det er for en relation, man ønsker at have til dem, man undskylder overfor. Vi har ikke behandlet jer som ligeværdige – det vil vi gerne sige undskyld for. Vi vil gerne love at behandle jer med respekt i fremtiden.”

Undskyldningen bør være en proces og samtale mellem afsender og den eller dem, der skal modtage den, lyder opfordringen fra Lisa Storm Villadsen.

Som det fx var tilfældet i Canada, hvor myndighederne i årevis sendte oprindelige børn på kostskole for at gøre dem hvide og kristne. Da Canadas regering valgte at undskylde, sendte Canadas premierminister breve ud til canadiere, der som børn var blevet svigtet af staten ved at blive sendt bort, og spurgte, om de ville have en undskyldning, hvad de ville have undskyld for, og hvordan de ønskede at modtage undskyldningen, forklarer Lisa Storm Villadsen.

Officielle undskyldninger har en vis offentlig interesse. For når statsministeren eller en anden minister fremsætter en undskyldning, formulerer de samtidig, hvad det er for værdier, der bør præge vores samvær med hinanden.

”Derfor har jeg nogle gange sammenlignet officielle undskyldninger med andre talehandlinger, der definerer og skaber enighed om, hvad er det for principper og værdier, vi ønsker at bygge samfundet på,” siger hun.

Samtale sikrer substans

Det er den bearbejdelse, der er forbundet med undskyldningen, der er væsentligst, vurderer Lisa Storm Villadsen. En meningsfuld god offentlig undskyldning bør være resultat af en proces mellem parterne.

”Som regel er det en god idé at være i dialog med dem, der skal have undskyldningen. Man skal være sikker på, at begge parter er enige om, hvad det er, vi har gjort forkert. Hvis den krænkende part undskylder for noget forkert, risikerer de at gentage og forstærke magtasymmetri – fordi det da bliver dem, der definerer, hvad der er gjort forkert.

”Derfor er man nødt til at spørge den krænkede part; hvad det er, der er brug for undskyld for. Det er en proces, og man skal være sikker på at undskylde for det rigtige. Det er samtidig en måde at sikre, at undskyldningen bliver så troværdig som muligt, fordi den kan blive konkret – både om hvad der er gjort, og hvorfor det var forkert.

”Der er jo ikke noget mere utilfredsstillende end en undskyldning, der lyder; jeg er virkelig ked af det, der skete. Det er alt for generelt,” siger hun.

Lisa Storm Villadsen er ikke bange for, at det det kan udvande undskyldningen, når der i disse år er så stort fokus på at sige undskyld offentligt.

”For der er meget at rydde op efter. Og for de enkelte modtagere, tror jeg ikke, at der er en devaluering i gang, hvis de kan mærke, at undskyldningen bliver leveret til dem og afspejler, hvad sagen handler om.”

”Det er kun, hvis man betragter undskyldninger som svaghedstegn, at man frygter dem. Hvis man ser undskyldninger som udtryk for, at man er klar til at se fortiden i øjnene og har mod til at forholde sig til sine værdier, bliver det en styrke at kunne sige undskyld.”

Medierne har et ansvar

Stine Grønbæk Jensen er heller ikke bange for, at undskyldningerne mister værdi, fordi vi oplever flere af dem. Potentialet overskygger langt frygten for at undskyldningerne bliver misbrugt som symbolpolitik.

”For mange af Godhavnsdrengene har undskyldningen transformeret deres liv, og da de endelig fik undskyldningen, har det givet dem ro og forløsning. Samtidig har de med deres kamp ændret Danmarkshistorien ved at kaste lys på skyggesiderne af vores velfærdshistorie, som vi ellers har været meget stolte af.” siger hun.

Men medierne har et stort ansvar for, at udredninger ikke alene kommer til at handle om det simple spørgsmål: Skal der siges undskyld – ja eller nej. For de beskriver så meget, som vi kunne lære af i dag, mener Stine Grønbæk Jensen.

”Ja eller nej er alt for simpelt. Vi skal hellere forholde os til de temaer, der bliver belyst.

Udredningen er jo fyldt med problematiske temaer – vi bør diskutere, hvorfor var det problematisk? Er der noget, der gentager sig? Hvad skal vi gøre ved det?,” siger hun.

Udredninger og undskyldninger bør række ind i fremtiden, mener Lisa Storm Villadsen:

”For mig at se lukker en god undskyldning ikke bogen. Den åbner et nyt kapitel,” siger hun.