Et godt samarbejde med forældrene får betydning for børnene hele livet igennem

”Selvom de børn og unge, der er anbragt, får en stærk og betydningsfuld relation til os som personale, så er det ikke en ny familie, de får. De har deres egen familie, som også er der, når de unge forlader os efter anbringelsen. Derfor har vi et meget stort fokus på samarbejdet med forældre og andre pårørende. De skal selvfølgelig være en del af børnenes liv,” siger Stine Winther Paske, der er miljøterapeut på børne- og ungehjemmet Holmegården, som er en del af Den Miljøterapeutiske Organisation.

Hun ser forældrene som en vigtig samarbejdspartner.

”Det er forældrene, der kender deres barn bedst. Og det er dem, der kender deres handlemønstre og deres gamle reaktioner. Det skal vi være klar til at anerkende, og vi skal bruge deres viden fra start,” siger Stine Winther Paske og fortsætter:

”Et godt samarbejde med forældre og pårørende er meget afgørende for, at vores arbejde lykkes. Det handler både om, at vi får den nødvendige viden om børnene, men også at både forældre og børn har tillid til os og mærker, at deres relation også betyder noget for os. Og det gør den virkelig. Det er meget vigtigt for os at hjælpe til, at børn og forældre bevarer deres relation. Dermed ikke sagt, at vi tvinger børn til samvær, eller at der ikke kan være tilfælde, hvor børnene ikke skal have samvær. Men for langt de fleste børn er forældresamarbejdet noget, der ikke bare har betydning under anbringelsen. Det kan få stor betydning for deres liv videre frem, at de bevarer deres relation,” siger Stine Winther Paske.

Vigtigt med tillid

For mange forældre er det en meget stor sorg, når deres barn bliver anbragt. Derfor betyder det ifølge Stine Winther Paske meget for forældrene, at de fra start føler sig informerede og betydningsfulde.

”Vi oplever generelt, at forældrene har enorm stor tillid til os. Tillid til, at vi vil deres barn det bedste. Nogle forældre kan se anbringelsen som et stempel på, at de ikke har forældrekompetencer. Det kan vi høre hos nogle af forældrene, der også kan være meget devaluerende over for sig selv. Så vi taler med dem om, at de er en enorm vigtig samarbejdspartner for os, og at de stadig er en vigtig baggrund for de unge. Og vi taler med dem om de tanker, der kan være, når man pludselig ikke længere følger barnet i hverdagen,” fortæller Stine Winther Paske.

Hun nævner desuden den uro, som det kan give forældrene, når andre pludselig har ansvaret efter en måske svær og hård periode i både børnenes og forældrenes liv.

”Mange af de unge, der bliver anbragt, har haft et meget turbulent børne- og ungdomsliv med mange indlæggelser, kontakt med myndigheder, politi og meget andet. Så skal forældrene pludselig give slip, og der er nogle andre, som overtager dagligdagen med deres børn eller unge. Det kan naturligvis også give en enorm uro hos forældrene. Hvad sker der nu? Så er det vigtigt at have tæt kontakt til forældrene og løbende fortælle, at det går faktisk ret fint. For selvom det også kan være en lettelse, at vi tager noget af ansvaret, så ønsker forældrene jo stadig at være en del af barnets eller den unges hverdag,” siger Stine Winther Paske.

Opringning en gang om ugen

Hos Den Miljøterapeutiske Organisation bliver den tætte kontakt sikret ved et ’uge-ring’, som er en ugentlig opringning til forældrene.

”Det er en del af vores struktur i huset, at vi ringer til forældrene én gang om ugen og opdaterer dem på de unges trivsel, og på hvad der er sket i løbet af ugen. Vi taler også om, hvad der rører sig hos forældrene. Hvad går de og tænker på? Men udover det så ved forældrene, at de altid kan ringe til os. De ved, at telefonen er åben, og hvis der er noget, de går og tænker på, eller noget, de gerne vil have svar på, så er de altid velkomne til at ringe til os. Og det understreger vi også for dem, ligesom vi understreger, at de altid er velkomne til at komme på besøg hos os,” siger Stine Winther Paske, der også nævner forskellige arrangementer som fx den årlige sommerfest, hvor børnene kan invitere både forældre og andre familiemedlemmer.

Ligesom forældrene kan savne børnene og være urolige for, om de har det godt, så kan det også gå den anden vej. Ofte har børnene haft et stort ansvar hjemme, som kan være svært at slippe.

”Mange af disse børn har alt for hurtigt skulle være de voksne i familien. Så de har jo haft et stort ansvar, som de skal give slip på. Pludselig skal de vænne sig til, at det nu ikke er dem, der er tovholder for familien. Så de er optaget af en lang række spørgsmål om familiens trivsel. Hvad sker der med min familie? Hvad sker der med mine søskende? Hvad sker der med min mor? Nogle gange er der også søskende, som ikke bliver anbragt. Det kan også være en stor sorg hos barnet eller den unge ikke længere at være tæt på dem. Så både savnet af søskende og forældre er noget, vi taler meget med dem om, og vi hjælper de unge med at få ringet til dem, ligesom vi hjælper med at støtte op om samværet,” siger Stine, der også ser tiden under anbringelsen som en mulighed for ligefrem at styrke relationen til forældrene.

”Nogle børn kommer måske fra et hjem, hvor forældrene selv har haft det svært. Det kan fx være forældre, der har et misbrug. Og gennem dialog med forældrene kan vi tale om, hvordan de kan få det bedste samvær og den bedste relation til børnene. Det kan de bruge både under deres samvær, mens børnene eller de unge er her, men det kan også danne grundlag for en god relation i tiden efter anbringelsen,” siger Stine Winther Paske.