Forældrene fortæller os, at de har et helt andet overskud til at være forældre

”Det er en kæmpe indgriben i et barns liv at skulle anbringes. Så at skulle træffe den beslutning er den sværeste beslutning, man kan blive ramt af, fordi det føles som at skulle svigte sit barn. Men når jeg efter beslutningen ser, hvordan jeg faktisk er blevet en bedre mor, så bliver det langt nemmere at acceptere beslutningen. Fordi jeg ved, at det er det bedste, jeg kan gøre for mit barn.”

Det fortæller Knirke, der er mor til en datter, der som 12-årig blev anbragt på Maglesøhus’ børne- og ungehjem Villa Bella.

Årene forinden havde været turbulente og svære for både Knirke og hendes datter, der har en ADHD-diagnose.

”Først prøver man at inkludere hende i en ordinær klasse på fuldt skema. Hun har en høj intelligens, men hun har jo ikke de nødvendige sociale kompetencer, og hun fik ingen form for støtte. Det fejlede massivt og resulterede i massiv skolevægring. Og hun trivedes virkelig dårligt,” fortæller Knirke, der selv er uddannet socialrådgiver, mens hendes mand er uddannet pædagog.

”Inderst inde vidste jeg godt, at en anbringelse var det rigtige. Men derfra og så til at tage beslutningen og sætte ord på det, det var svært. Men det, jeg kunne tilbyde hende, eller vi kunne herhjemme, var heller ikke sundt for hende eller for os. Selv kan jeg efterfølgende se, at jeg trak mig mere og mere fra morrollen og blev den koordinerende sagsbehandler i stedet,” siger Knirke.

Vigtigt at anerkende forældrene

Det var derfor en mor med både skam og dårlig samvittighed, der sammen med sin datter kom til Villa Bella. Og netop de følelser er kendetegnende for mange af de forældre, hvis børn bliver anbragt efter lang tids kamp for at finde den rigtige hjælp og ønsket om at lykkes med at skabe trivsel for barnet i hjemmet. Det fortæller Sandra Christensen, der er afdelingsleder i Villa Bella.

”Vi oplever, at det ofte er er en stor sorg i sig selv hos forældre, når et barn eller en ung bliver anbragt. Derfor er det vigtigt, at man kan rumme den sorg, men lige så vigtigt er det, at vi har forældrene tæt på helt fra start. De kender deres barn bedst, og de har ofte forsøgt rigtig meget, inden barnet kommer til os. Vi skal have en forståelse for, hvad de kommer med, hvad de selv har prøvet, og frem for alt hvad det er, der er svært for dem. Så vi møder dem med forståelse og anerkendelse af alt det, de har været igennem. De skal vide, at der er nogen, der vil deres barn det allerbedste,” siger Sandra Christensen og fortsætter:

”Vi har løbende tæt kontakt med forældrene. Blandt andet har vi én gang om ugen en telefonsamtale med forældrene, hvor vi taler om, hvordan det er gået i ugen. Det gør, at de også kan slappe af og give ansvaret fra sig. Samtidig kan de også altid komme og drikke en kop kaffe her eller spise med, så de også føler sig som en tæt og betydningsfuld del af deres barns liv.”

Føles godt i maven

Netop den tætte og anerkendende dialog mærkede Marlene tydeligt, da hun første gang kom til Villa Bella, efter hendes datter blev anbragt.

”Da jeg første gang var til møde med dem og skulle se stedet, sidder vi og snakker, og jeg fortæller lidt om, hvordan jeg har det. De fortæller også om, hvordan de oplevede det, og så sidder de egentlig og fortæller mig præcis, hvad min følelse er. Så begynder tårerne bare at trille, fordi jeg tænker: ’Okay, de ved præcis, hvor jeg står.’ Det var så imponerende. Det betød bare, at jeg blev hørt. At jeg blev set som mor. Selvom min familie har sagt til mig, at jeg gør alt, hvad jeg kan på den bedste måde, så troede jeg bare ikke helt på det alligevel. Men hvor de faktisk siger: ”Du har gjort alt, hvad du kan. Du har gjort alt det rigtige,” siger Marlene.

Hendes datter, der har en autismediagnose, blev anbragt frivilligt efter en lang periode med mistrivsel, langvarigt skolefravær og selvskade. Selvom beslutningen om anbringelse var svær, er hun i dag ikke i tvivl om, at det var det rigtige, at hendes datter kom til Villa Bella.

”Det er det mest fantastiske, der nogensinde er sket, både for hende og for os,” siger Marlene.

Også Knirke husker det allerførste indtryk, hun fik, da hun trådte ind i Maglesøhus’ børne- og ungehjem Villa Bella.

”Jeg glemmer ikke, da jeg første gang så stedet og straks tænkte: ’Gud, hvor er det bare dejligt hjemligt.’ Det var ikke en institution. Man får jo nogle billeder i sit hoved, når man hører om et opholdssted. Men her var der bare så hjemligt, og det kunne lige så godt have været en helt almindelig villa. Så det første møde var rigtig rart, og jeg tænkte bare: ’Okay, det føles godt i maven, det her, til trods for omstændighederne,’” siger Knirke, der særligt mærkede anerkendelsen af hende som mor.

”Jeg hæftede mig meget ved den anerkendelse, jeg fik som mor fra start. At de fortalte mig, at jeg faktisk var en god forælder, fordi jeg netop valgte at stoppe op og gøre noget for at hjælpe mit barn. Og at jeg erkendte, at hun har nogle behov, der er behandlingskrævende, som der ikke er nogen forældre, der kan rumme med deres egen børn. Det kræver meget mere end det, man som forældre kan tilbyde, og det er ikke, fordi man er en dårlig forælder, at ens barn bliver anbragt. Tværtimod. Den følelse af at få det at vide, glemmer jeg aldrig. Det sidder så dybt i mig, at jeg faktisk er en god forælder, fordi jeg har nået erkendelsen af, at en anbringelse er det rigtige. For det var absolut ikke den følelse, jeg havde, inden jeg gjorde det. De ord gjorde rigtig meget for mig,” fortæller Knirke.

”Du overlader jo dit kæreste eje i hænderne på nogle mennesker, du slet ikke kender. Men jeg oplevede at blive mødt meget professionelt anerkendende. Samtidig var de meget tydelig om, hvordan rammerne var, hvordan de ville stå til rådighed, og hvilke reaktioner der kan komme.

De hjalp os med at være i de følelser. Samtidig blev vi introduceret til stedet, så vi hurtigt følte en tryghed i, hvad det var for nogle rammer, der er,” fortæller Knirke.

Min datter har rykket sig

For Sandra Christensen er en stor del af samarbejdet med forældrene også at kunne hjælpe dem til at finde overskud til en ny tilgang til deres forældrerolle.

”Vi oplever i høj grad, at forældrene fortæller os, at de har et helt andet overskud til at være forældre, og at de kan koncentrere sig om at være forældre i den weekend, hvor de har samvær. Forældrene har jo ofte være på overarbejde, inden deres barn kommer her, så der bliver frigivet nogle ressourcer både hos børn og forældre til at arbejde med det, der har været svært,” siger Sandra Christensen.

For Marlene har anbringelsen også betydet et tættere forhold, og selv om datteren ikke bor hjemme, kan hun som mor stadig følge sin datter tæt.

”Jeg synes, det lykkes ved, at jeg altid kan ringe til dem, hvis der er et spørgsmål eller noget. Men jeg får også et opkald fra dem en gang om ugen. Så kan jeg høre, hvordan hendes uge er gået. Hvad har der været af op- og nedture? Er der nogle ændringer på hendes medicin? Hun har været til mange undersøgelser, og der er de gode til at ringe tilbage senere på dagen og lige fortælle, hvordan det er gået, og hvad der nu skal ske. Så det har betydet, at vi nu kan være mor og datter, og at jeg kan koncentrere mig om det,” siger Marlene.

Knirke er heller ikke i tvivl om, at hun i dag har en langt stærkere relation til sin datter end før anbringelsen.

”Jeg har virkelig fundet ud af, hvor vigtigt det er at have det her tætte samarbejde. Ikke mindst for vores datter. Hvor vigtigt det er, at vi har en tæt dialog. Det skaber en tryghed for hende, at vi er åbne om, hvad vi har aftalt med personalet. Jeg har selv skullet vænne mig til at påtage mig morrollen. Jeg påtog mig for meget ansvar i forhold til at lede og fordele og sætte ting i gang. Jeg er blevet bedre til at sige til hende, at det må du snakke med de voksne om. Jeg kan ikke fikse de ting, der ikke sker hos mig. Det prøvede jeg at gøre i starten. Men personalet var gode til at hjælpe mig til at slappe af i, at jeg stadig var en god mor, selvom jeg gav noget af ansvaret fra mig. For det var ikke hensigtsmæssigt hverken for mig, for de ansatte, og slet ikke for min datter, kan jeg se i dag,” siger Knirke og fortsætter:

”Jeg kunne ikke ønske mit barn noget andet sted hen. Jeg kan virkelig se, at der er sket noget. Jeg ville ønske, at jeg havde givet slip noget før, men det er jo nemmere sagt end gjort. Men ikke desto mindre kan jeg se, hvordan hun har rykket sig, og hvordan jeg kan få lov til være hendes mor, selvom hun ikke bor hjemme,” siger Knirke.