
Vi skal skabe et rigtigt hjem for børn, der er anbragt og bor her
Følelsen af at være hjemme. Sådan skal man som barn eller ung have det, når man bor i et børne- og ungehjem. Det kræver både fokus på den fysiske indretning og en hverdag, hvor man som barn og ung har indflydelse på dagligdagen, fortæller Sandra Christensen, der er afdelingsleder i Villa Bella hos Maglesøhus.
2. maj 2025
”For os er det vigtigt, at det er rart og trygt for børnene og de unge at være her i Villa Bella. For når der er det, så tør man også mere. Derfor er det vigtigt for os, at alle får fornemmelsen af at komme til et rigtigt hjem,” når de kommer til et børne- og ungehjem i Maglesøhus.”
Det fortæller Sandra Christensen, der afdelingsleder i Villa Bella, der en del af Maglesøhus, der også omfatter Villa Alba og Villa Cornelia. Herudover findes Villa Dahlia, som er en del af søsterorganisationen Sandbakkehus.
Når du ankommer til Villa Bella, bliver du mødt af en hyggelig, ældre, hvid patriciervilla. Det kunne være hvilken som helst familie, der bor her. Her bor otte børn og unge i alderen 10-18 år, som alle har brug for et specialiseret tilbud, hvor rammerne er overskuelige, relationelle og trygge. Det kan være børn, der har diagnoser såsom autismespektrumforstyrrelse, ADHD, angst, tilknytningsforstyrrelse og komorbiditet.
”Når folk kommer hertil, bliver de ofte overraskede over, at huset virkelig minder om et rigtigt hjem. Det hører vi fra både børn, forældre og kommuner. Og det er vigtigt for os, at det netop er den tanke, de får, når de træder ind i et af vores børne- og ungehjem. Det skal ikke få tankerne hen på en institution, for det er ikke det, vi er. Det handler både om, at den unge kan indrette deres værelse, som de ville have gjort hjemme, men det handler også om, hvordan vi indretter fællesrummene. Her skal være hyggeligt og hjemligt, men samtidig også rent og ryddeligt, så det ikke skaber for mange indtryk. Så på den måde er den fysiske indretning en stor del af vores arbejde med at skabe en hverdag med både følelsen af hjemlighed, men også ro og struktur,” fortæller Sandra Christensen.
Kan sætte deres eget præg
Villa Bella rummer, foruden de otte værelser, fællesrum som stort spisekøkken og en hyggelig stue. Her kan de unge samles om at spille musik, brætspil, PlayStation eller se tv, som mange familier samles om i stuen. Personalets mødelokale er derimod rykket helt ud af huset i en lille pavilion i haven, så møder ikke bliver afholdt i de unges hjem.
Men det er ikke kun et spørgsmål om indretningen, når personalet skal skabe et rigtigt hjem for børn og unge. Det handler også om bønenes og de unges indflydelse, fortæller Camilla, der er pædagog og miljøterapeut.
”Vi har ungemøde hver tirsdag, hvor de unge kan være med til at komme med ønsker og have indflydelse på hjemmet. Det kan både være i huset her eller i haven. Det kan være nogle billeder til stuen, nogle spil til haven, eller noget helt tredje. Så kan de komme med deres ønsker, ligesom andre familier taler om, hvad de har i deres fællesrum eller have. Så på den måde sætter de unge deres eget præg på huset,” siger Camilla og fortsætter:
”På ungemødet giver vi de unge fælles beskeder, og vi giver os god tid til at forklare eksempelvis ændringer, men vi tager os også af, hvis der er noget, der fylder i huset. Og vi taler om vores kommende aktiviteter og ønsker til ture og til næste uges madplan, så de unge er med til at bestemme over dagligdagen.”
Struktur og forudsigelighed i hverdagen
De børn og unge, der bor i Villa Bella eller andre af Maglesøhus’ børne- og ungehjem, har behov for en hverdag med struktur og forudsigelighed. Og derfor er hverdagen nok tilrettelagt noget mere, end mange familier er vant til. Hver dag har den samme rutine, og klokken 19 alle ugens fem hverdage er der en miljøterapeutisk aktivitet, som har et fast tema hver dag.
”Vores hverdag minder på mange måder om en almindelig families, men vi har lagt meget struktur og forudsigelighed ind i hverdagen. Vi har faste rutiner for, hvordan de unges hjælpes hver især om morgenen til at komme i skole. Og når alle er hjemme igen om eftermiddagen, samles vi, og vi taler med alle om, om de har haft en god dag, og vi forbereder dem på resten af dagen. Hvem er deres kontaktperson, hvad er der til aftensmad, og skal de måske køres til en fritidsaktivitet eller andet? Det er en virkelig hyggelig stund, og den giver os som personale mulighed for at fornemme barnet eller den unges tilstand, humør og overskud til eksempelvis resten af dagen,” fortæller Camilla, der også nævner samarbejdet med forældrene.
”Samarbejdet med forældrene er noget, vi generelt har utrolig meget fokus på i Maglesøhus. Også fordi et tæt samarbejde på flere måder er med til at skabe en tryg følelse af, at Villa Bella er de unges hjem. Forældrene kan spise med, de kan komme på besøg, og de bliver løbende inddraget i deres barns hverdag. Og jo mere trygge, forældrene er ved os som personale, og i at vi vil det bedste for deres barn, jo mere accept har de af, at det her er de unges hjem. Og det mærker de unge, så det også er nemmere for dem at falde til her og se det som deres hjem,” slutter Camilla.
FAKTA
Om Maglesøhus
Maglesøhus er et privat miljøterapeutisk døgntilbud og et professionelt alternativ til det eksisterende behandlingstilbud i offentligt regi. Der er tale om et døgnbehandlingstilbud med et koncept, der kan aflaste hårdt trængte familier og iværksætter den nødvendige behandling, så den unge hurtigt med de rette hjælpemidler kan komme tilbage til familien, eller få mulighed for at blive selvhjulpen.