For Viktoria var selvskade et redskab til overlevelse

Første gang Viktoria Holsting skar et dybt snit i benet, skete det så pludseligt, at det var, som om noget uden for hende selv styrede handlingen.

Hun var i sommerhus med en gruppe kammerater fra klassen.

Siden syvende klasse havde hun haft det svært. Hun var blevet udsat for digital mobning og følte, at hun balancerede på en hårfin linje mellem at være inde i varmen og ude i kulden. Hun følte sig udenfor det fællesskab og de grupper, der i teenageårene blev stadigt mere vigtige at være en del af.

Men nu var hun her – med i kliken, og endda i sommerhus. Der blev drukket rigeligt med alkohol og afprøvet intime grænser. Og nogle af drengene tog lattergas. Egentlig brød hun sige ikke om den kaotiske stemning, der ligesom steg i styrke, når alkoholen kom indenbords. Og når hun siden har tænkt tilbage på det, der skete, er det følelsen af den spænding i kroppen, uroen, som dette kaos af følelser vakte i hende, hun forklarer det første snit af spontan selvskade med.

”Sommerhusturen var fest, farver, druk og seksuelle udfoldelser. Jeg gik fra at have været den stille og uskyldige pige til pludselig at være midt i det alt det, de ’seje’ gjorde. Det hele føltes meget overvældende,” forklarer hun.

Viktoria husker, hvordan hun pludselig greb ud efter et glasskår, der lå på gulvet fra et glas, der var væltet på gulvet, førte det mod låret og skar et dybt snit.

”Jeg kan huske, at jeg følte et ekstremt pres for at være som de andre og en indre modstand mod at være i det følelseskaos, der vågnede i mig, når jeg forsøgte at blive en del af gruppen og så samtidig forsøgte at være i det,” fortæller hun.

Da blodet fra snittet løb, strømmede en stærk følelse af ro gennem hende. Hun mærkede roen i et par minutter. Så tog skammen over.

”Jeg sagde til de andre, at jeg måtte være kommet til at sætte mig på nogle glasskår. At det var et uheld. At jeg selv havde ført glasskåret, var min hemmelighed,” forklarer hun.

Hjemme fortalte Viktoria den samme historie. Hendes forældre havde ikke andet end grund til at tro på hende. Så det gjorde de, og Viktoria kunne for en tid beholde sit hemmelige værktøj mod smerten for sig selv.

Det var en gåde

De næste år blev selvskaden et redskab, hun brugte til at skabe forløsning, når følelserne blev for svære at håndtere. Da hendes første rigtige kæreste var hende utro. Efter et skænderi med sin far. Når gymnasietiden blev meget.

Selvom snittene i huden blev ved med at efterlade en kortvarig ro, tog skyldfølelsen og skammen hurtigt over. Viktoria Holsting og hendes familie har altid talt åbent om, hvordan de havde det, også når noget var svært. Derfor fortalte hun også sine forældre, når hun havde skåret sig, da selvskaden havde stået på et stykke tid.

”Dengang var det endnu en gåde for mig. Jeg kunne ikke forklare, hvorfor jeg gjorde det. Siden lærte jeg at forstå, at det var min måde at slippe den følelsesmæssige smerte ud af kroppen på, når jeg var presset og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre,” siger Viktoria.

Det var altid i benene, Viktoria skar sig, for at minimere risikoen for, at folk skulle se det og måske tænke, at hun gjorde det for at tiltrække sig opmærksomhed. Det er en af de problematiske misforståelser omkring selvskade, der hersker, oplever hun.

For hende og for andre, der har erfaringer med selvskade, er selvskaden langt fra ’bare et råb om hjælp’.

Det er et redskab, man pludselig tyr til, fordi man forsøger at regulere svære følelser, og fordi man helt fysiologisk oplever, at selvskaden kortvarigt fjerner smerten, forklarer hun.

”Det er, som om alle følelser for en stund flyder ud af kroppen med blodet. Som om man tømmer sig fuldstændig for svære følelser,” siger hun.

Men lettelsen er kortvarig. Når roen forsvandt, og skammen tog over, græd Viktoria. Og når hun havde samlet sig og var klar til det, fortalte hun altid sine forældre, at hun havde skåret sig.

”Jeg var så flov”

Selvskaden fulgte Viktoria Holsting gennem teenageårene. Hendes forældre tog hende med til en psykolog, som hun delte de svære følelser med.

Først da hun startede i et ti-ugers forløb hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, begyndte hun at kunne modstå, når trangen til at skære sig ud af de svære følelser indhentede hende. Samtalerne her havde et andet fokus end de samtaler hos psykologen, hun tidligere havde gået hos.

”Tidligere havde vi talt meget om alt det svære og alle udfordringerne. Her talte vi pludselig om alle de styrker, jeg har. Vi snakkede blandt andet om, at jeg var god til at åbne op og fortælle, når jeg havde det skidt og om min viljestyrke. Jeg forstod pludselig, at jeg ville kunne bruge den viljestyrke til at slippe fri af selvskade, hvis jeg besluttede det. Samtalerne byggede mig op og gav mig mod til at stoppe med at skade mig selv,” forklarer Viktoria Holsting.

Forløbet gav hende håb og selvtillid. For psykologen hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade fortalte hende hver gang, at hun var god nok, og fremhævede alle hendes gode egenskaber:

”Det hjalp mig meget. Hun hjalp mig med at bruge dem aktivt i hverdagen, og hun lærte mig ’at give en fuckfinger til alle andre, der havde en mening om mig’. Jeg føler, at hun klædte mig på til voksenlivet.” 

Når Viktoria ser tilbage på forløbet, spillede tid også en vigtig faktor. Hun havde brug for at være klar til at slippe selvskaden. For den var en form for værktøj, hun brugte til at håndtere og regulere sine følelser med, til hun fik nye og bedre redskaber.

Skam og skyld over for forældre og pårørende fyldte meget. Selvom det var svært at dele selvskaden med forældrene, er hun glad for, at hun gjorde det. Og netop det, at hun blev mødt og anerkendt af sine forældre, var med til at gøre, at hun siden kunne slippe fri af at skade sig selv, forklarer hun.

”Jeg var rigtig ked af at gøre mine forældre bekymrede og kede af det. Jeg kunne være krøbet langt ind under gulvtæppet, hver gang jeg skulle fortælle dem, at nu havde jeg gjort det igen. Jeg var så flov over ikke at kunne stoppe,” siger Viktoria.

Når hun fortalte det, blev de aldrig vrede – de blev heller ikke kontrollerende eller overvågende overfor hende. Og de lod hende fortsat gå i byen og til fester, selvom det ofte var efter en sådan tur, at Viktoria søgte selvskade.

”Det kan lyde underligt, men jeg tror, at det var en vigtig del af processen. Hvis jeg var blevet mødt med skældud, skyld og skam, ville jeg have fået det endnu værre. Jeg er glad for, at mine forældre har rummet mig i det, selvom det må være virkelig hårdt som forælder,” siger hun.

Brug for at være klar

Det var svært, og helt umuligt ikke at blive ramt af skyldfølelse, selvransagelse og skam som forældre, fortæller Viktorias mor Naja Holsting:

”Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at tænke ’kunne vi have gjort noget anderledes?’ og føle mig ramt i det, tænke, at jeg ikke slog til som mor. Derfor var det helt ekstremt vigtigt for mig at tale med andre om det og få en dybere forståelse af, hvad selvskade er.”

For Naja Holsting er det et helt afgørende skridt på vejen til at hjælpe børn og unge ud af selvskade, at vi får aftabuiseret og talt åbent om, hvad selvskade er.

”Det kan være med til at gøre, at man ikke som forældre bliver grebet af angst, skyld og skam, som kan gøre, at man kommer til at reagere uhensigtsmæssigt og møde sit barn med afmagtens vrede,” siger hun.    

En af de ting, der hjalp hende til at dæmpe skam og skyldfølelsen, var at dele de svære følelser med både veninder og psykologer, som hjalp hende til at se selvskaden i et større perspektiv og forstå, at den ikke handlede om hende som mor.

”Jeg kan huske, at en veninde gav mig det perspektiv, at selvskade jo altid har eksisteret i forskellige former. Og at der er utroligt mange mere eller mindre synlige måder at skade sig selv på, som mennesker til alle tider har brugt til at regulere deres svære følelser. Det skabte en form for normalisering, som skabte en ro til at være i det,” forklarer Naja Holsting:

”Da jeg først havde taget tilløb til det, brugte jeg meget mit netværk og talte åbent om Viktorias selvskade, selvom det var ekstremt sårbart.”

Det skete også, at omgivelserne konfronterede Viktoria med selvskaden og dermed tvang hende til at forholde sig til de reaktioner, arrene skabte. Fx til en konfirmationsfest, hvor Viktoria havde en kjole på, som ikke dækkede arrene, og et par børn til festen pegede og spurgte til, hvad der var sket med hendes ben.

Sådanne situationer kan vække skam og skyld og gøre, at man føler sig meget udstillet, også i sin forældrerolle, forklarer Naja Holsting. Men også her bør man som forældre holde fast og bevare roen og åbenheden, opfordrer hun:

”Mit råd er at være åben omkring det, bevare roen og ikke blive bange og fordømme det i afmagt.”

I dag arbejder Viktoria som sygeplejerske i psykiatrien i Slagelse – blandt andet med at støtte unge, der selvskader.

”Det er enormt vigtigt, at forældre rummer deres børn og unge i det. Hvis man bliver mødt på en god måde, kan man opbygge tryghed til at slippe ud af selvskaden. ”Man har brug for selv at være helt klar,” siger hun.    

På Folkemødet kan du i Socialt Indbliks telt møde Viktoria Holsting og hendes mor Naja Holsting og blive lukket med ind i en sårbar samtale, hvor de to deler deres erfaringer om, hvordan følelser af skyld og skam kan forstærke selvskaden, og hvad man kan stille op for at undgå, at følelserne af at spille fallit som barn og forældre tager magten.