Jeg drømmer om en børnenes trepartsaftale – en samlende indsats og fælles ansvar

Hvad har tiltrukket dig ved dit nye job?

Helt klart sagen og muligheden for at gøre en reel forskel for børn i udsatte positioner – børn, der ikke har ressourcestærke voksne til at tale deres sag. Gennem et langt arbejdsliv har jeg opbygget stærke politiske kompetencer – uden selv at være politiker – og nu får jeg mulighed for i samarbejde med vores dygtige ledelse og mange medlemsorganisationer at bruge dem på at videreudvikle Børnesagens Fællesråd til en stærk paraplyorganisation, der kan spille en central rolle i mange dagsordener. Vi kan blive bedre til at samarbejde mellem myndigheder og civilsamfundet. Mange organisationer kæmper om de samme fondsmidler – og det er i sig selv ikke et problem – men det, børn har brug for, er netop sammenhæng og samarbejde mellem systemerne. Vi skal have samarbejdet til at fungere bedre – på tværs af sektorer, tage fat på det lidt mere seje træk. Vi skal have ændret systemet, så vi i højere grad tager afsæt i, hvad vi ved, der virker for børnene. Jeg tror desværre, vi går ind i en tid med et mindre velfærdssamfund end det, vi har været vant til. Derfor får både du, jeg og civilsamfundet en større rolle – og vi skal tænke langt mere i fælles løsninger.

Hvad bliver dine vigtigste opgaver i den første tid?

Jeg vil prioritere at komme ud og tale med alle vores medlemsorganisationer. Samtidig skal vi have implementeret vores nye strategi, som netop er blevet vedtaget på generalforsamlingen i maj, der fokuserer på tidlig forebyggelse, bedre sammenhæng for børnene og reel børneinddragelse.

Hvis du skal drømme stort og visionært i dit nye job – hvad drømmer du så om?

Jeg drømmer om en børnenes trepartsaftale. Hvis vi skal lykkes med at hjælpe udsatte børn, er vi nødt til at samle relevante beslutningstagere på tværs af Christiansborg, kommuner og civilsamfund i en forpligtende alliance. Vi skal ændre den systemiske tænkning én gang for alle. Jeg drømmer om, at vi bliver bedre til tidlig forebyggelse, så børn ikke risikerer at tilbringe hele deres barndom i udsathed. Og vi, der lever i vores privilegerede osteklokker, glemmer ofte, at børn, som har det svært, faktisk er vores fælles ansvar. Jeg drømmer om, at alle voksne tager mere ansvar – ikke bare ved at sende en underretning eller glemme det, vi så – men ved faktisk at tage barnet i hånden og følge det til dørs. En af bagsiderne ved vores velfærdssamfund er, at vi som borgere er blevet mindre ansvarlige for vores medmennesker, fordi vi har været vant til, at det tager systemet sig af. Men det er ikke længere nok. Der findes ingen kvikfix-løsninger for udsatte børn. Det kræver langt mere samarbejde – og en ny måde at tænke ansvar på.

Hvad drømte du om at blive, da du var barn?

Jeg drømte om at blive statsminister. Jeg havde et brændende ønske om at forandre og gøre en forskel. Det udsprang nok af min opvækst i et kollektiv, der lå tæt på det lokale børnehjem. Kommunen placerede mange af børnene fra børnehjemmet på min folkeskole, så jeg lærte en del børn i udsathed at kende og så, hvad de kæmpede med. Der blev jeg for alvor socialt indigneret. Jeg så, hvor svært de havde det, og hvor få voksne der trådte til og hjalp. Det satte sig dybt i mig. Politikerdrømmen slap sit tag i mig, da jeg blev rådgiver for Ritt Bjerregaard og i en tidlig alder fik et klart indblik i, hvor barskt det politiske miljø kan være. Politik kommer med en pris og kan koste integritet. Jeg har stor respekt for dem, der påtager sig det ansvar – men jeg fandt ud af, at jeg hellere vil påvirke beslutningerne på en anden måde.