Vi kan ikke ændre en families kultur eller religion. Men vi kan hjælpe dem til at finde deres egne løsninger og tilgange

”Jeg ved godt, at vi har brug for at sætte problemerne i nogle kasser. Det er fint. Men i stedet for en kasse, der hedder integration, så vil jeg gerne dele integrationskassen i forskellige kasser som kriminalitetsproblemer, arbejdsløshedsproblemer, skoleproblemer, opdragelsesproblemer. Dem har jeg selv arbejdet med. Og jeg har set resultaterne.”

Det fortæller Shadman Salih i sidste afsnit af ”Fri mig for integration”.

I seks interviews har vi undersøgt, hvordan det sociale arbejde kan blive kapret af et særligt fokus på én forståelse af et menneskes eller en families kultur eller religion.

Shadman Salih har selv oplevet, hvordan problemer i en familie kan få en forklaring i kultur eller religion, fordi det var det, socialrådgiveren, pædagogen eller læreren fokuserede på. Eller fordi det var det, borgeren selv fokuserede på. Måske blev det ligefrem brugt som en undskyldning for borgerens handling.

Men vi er nødt til at se på den enkelte familie eller borger, hvis vi skal løse de problemer, der er blandt etniske minoritetsborgere, uanset om det handler om arbejdsløshed, kriminalitet, opdragelse eller social kontrol. Og vi er nødt til at finde løsningerne og tilgangene for den enkelte borger.

Det fortæller Shadman Salih i sidste afsnit af podcasten ”Fri mig for integration”.

Han giver i podcasten et bud på, hvad vi skal sætte i stedet for integration, og hvad der sker, når man forklarer problemerne ud fra en kulturforståelse, som måske slet ikke gælder den borger, det handler om.

Og så fortæller han, hvorfor en pædagog i sønnens børnehave spurgte ham, om de brugte kniv og gaffel derhjemme.

Udgivet af Socialt Indblik i samarbejde med Sivitas.

I podcasten nævner Shadman Salih et Kierkegaard-citat. Her får du hele citatet, som fint rammer hele podcastserien ind.

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.

Søren Kierkegaard, ”en ligefrem meddelelse”, 1859