Alt for sjældent bliver der lyttet til barnets egne ønsker, skriver Anne Kappelgaard Bove. Hun oplever som bisidder for udsatte børn og unge hos Børns Vilkår, at børnene efterlyser venlighed og et menneskeligt ansigt i behandlingen af deres sag. Og i mange undersøgelser peger børnene og de unge selv på, at bare et glimt af et menneskeligt ansigt i systemet ville gøre en stor forskel for dem.

Ved et knitrende bål, med en snittekniv i hænderne eller på vandring gennem skoven, er det lettere at nå ind til anbragte unge end i det traditionelle terapirum. Kroppen vågner under åben himmel, og færdigheder i friluftsliv kan hjælpe udsatte unge til at slå nye rødder. Afgørende er det, at hele netværket omkring de unge, giver næring til de nye selvfortællinger.

Myrernes hierarki. Udsigten over istidslandskabet. Eller at balancere på en træstamme hen over skovens vandløb. Det kan alt sammen løfte de socialfaglige indsatser for unge, der kæmper med fx misbrug, kriminalitet eller psykisk sårbarhed. Det viser erfaringerne fra ”Natur til et godt liv – Laboratoriet” i Svanninge Bjerge. Tag med, når leder Caroline-Marie Vandt Madsen viser Socialt Indblik naturens potentialer i de grønne bakker.

Naturen har et kæmpe uudnyttet potentiale – for mennesker, der kæmper med psykiske lidelser som depression, angst og stress, men også for fx udsatte unge og demente, fortæller Dorthe Varning Poulsen, der forsker i sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed. Vi burde i langt højere grad anerkende naturen som en del af den rehabiliterende indsats, ligesom man gør i flere andre lande.

Flere unge henvender sig til kommunal rusmiddelbehandling, efter de har haft ubehagelige oplevelser på psykedelika. Men de har ikke nødvendigvis brug for den samme behandling som unge, der tager andre typer af rusmidler. Man er nødt til at forstå, hvad psykedeliske stoffer som LSD og ayahuasca giver de unge for at kunne tilbyde dem den rette hjælp, fortæller Margit Anne Petersen, der som leder af forskningsprojektet ’Den Psykedeliske Renæssance’ på Aarhus Universitet har interviewet unge, der har brugt psykedeliske stoffer.

Behandlingen af spiseforstyrrelser ender ofte blindt, fordi den hviler på misforståelser af spiseforstyrrelsens væsen, mener forfatter Lea Muldtofte, som har været indlagt og i behandling for anoreksi i årevis. I den autobiografiske roman ”Om forladelse” beskriver hun sine oplevelser som indlagt i et sårbart opråb om at blive hørt og mødt i et system, hvor hun igen og igen har følt sig forladt. Bogen er en appel til at nuancere forståelsen af, hvad spiseforstyrrelser er, og hvem de rammer.

Det skaber sammenhæng i børnenes liv, når samarbejdet mellem skole og forældre fungerer. Men samarbejdet skal handle mere om kultur og involvering fra begge parter end om hytteture og kagebagning. Det mener Kirsten Birk Lassen, der er ekspert i samarbejdet mellem skole og forældre. Hun mener, at samarbejdet begynder med et forældresyn, hvor forældrene ikke bliver set som besværlige eller overbeskyttende, men som en vigtig del af børnenes liv – også i dagtilbuddet eller skolen.

Når børn og unge opsøger krisecenteret Joannahuset, fortæller flere af dem, at det føles som sidste udvej. Hvert andet barn og ung, der opsøger krisecenteret, har været udsat for fysisk eller psykisk vold, og ofte har de forgæves forsøgt at råbe både kommune og andre voksne op. Det fortæller Jette Wilhelmsen, der er leder og stifter af Danmarks eneste krisecenter for børn og unge. Hun mener, at nøglen til at få øje på de børn, der er udsat for vold i hjemmet, ligger i at lytte til dem – at undersøge, hvad der ligger bag det, de siger og gør og tage dem alvorligt.

Viden, venskaber og trivsel bliver styrket, når børn får lov at skabe og bygge sammen. Når børn får lov til at udfolde sig kreativt på tværs af alder og uden afbrydelser som i et klassiske skoleskema, øges forudsætningerne for glædesfyldt læring. Sådan lyder budskabet fra skoleforsker Louise Klinge. To forsøgsskoler skal teste hendes visioner for en ny måde at lave skole på.

Unges trivsel, mentale sundhed, skolegang og uddannelses-og fremtidsvalg står lige nu højt på den politiske dagsorden. Men de unge, det handler om, får sjældent en fælles stemme, og de inviteres ikke indenfor som reelle vidensaktører. Anna Mollerup og Sussi Maack fra SUS – Socialt Udviklingscenter giver her nogle konkrete bud på, hvad der går galt, og hvordan vi kan inddrage de unge stemmer.

En ny politisk aftale vil skabe et nyt integreret tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser. Ifølge aftalen vil i alt ca. 9.200 blive omfattet af det nye tilbud. Men aftalen gælder ikke unge under 18 år eller fx unge med autisme. Det er bekymrende, og derfor er der behov for handling, skriver Susanne Pihl Hansen og Trine Ry, der er projektledere i UngeAlliancen.

Danmark skriger efter pædagoger. Samtidig er der færre og færre, der søger ind på uddannelserne. Og de studerende, der faktisk kommer ind, har et svagere fagligt udgangspunkt end for ti år siden. Flere undersøgelser fortæller samstemmende, at kvaliteten er for lav i institutionerne. Hvis ikke vi styrker pædagoguddannelsen nu, så står vi om få år med en stor regning både økonomisk og menneskeligt.

At skyde med riffel eller pistol i en skytteforening hjælper mennesker med ADHD til at fastholde opmærksomheden, skærper hyperfokus og fornemmelsen for kroppens behov. En gruppe børn og unge med ADHD og autisme træner hver uge skydning, og de mærker virkningen af skydetræningen. Nu bakker ny forskning op om, at skydning kan bruges som målrettet træning i ro og fokuseret fordybelse. Socialt Indblik tog med på skydebanen i DGI-Byen.

Når Idrætsprojektet i København arbejder for, at isolerede unge kommer tilbage i positive fællesskaber, er et af initiativerne e-sport. Robin Vickery, Fjerde Sektor Rådgivning og Dorte Bukdahl, partner i Mobilize Strategy Consulting har været med til e-sportstræning for at forstå, hvordan sporten kan bygge bro fra lukkede gamerværelser til professionelle træningsfaciliteter med whiteboards og samarbejdsøvelser.

Mange børn og unge, hænger ud derhjemme eller på gaden, når de har fri fra skole. De går ikke til fritidsaktiviteter i foreninger og klubber, ligesom deres familier heller ikke er en del af foreningslivet. Som samfund har vi en stor opgave, hvis flere børn skal blive en del af foreningslivet. Vi tror, at nøglen ligger i det sociale entreprenørskab, og at vi som kommuner og organisationer skal til at arbejde på nye måder.

Lærere og pædagoger kan spille en afgørende rolle for, at voldsudsatte børn får tidlig hjælp. Men mange af de børn, der udsættes for vold i hjemmet, går under radaren i skoler og fritidsordninger. Det viser en rapport fra Børns Vilkår, der udkommer i dag. I både Børns Vilkår og organisationen Lev Uden Vold mener man, at lærere og pædagoger skal klædes langt bedre på til at få øje på og handle på mistanke om vold.

De er flygtet fra et hjem med æresrelateret vold og negativ social kontrol og er anbragt på et opholdssted med anonymiseret adresse, så familien ikke kan finde dem. Alligevel er de afhængige af forældrenes samtykke, når de fx ønsker at skifte navn eller skal flytte til et andet opholdssted. Det kan skabe store udfordringer, fortæller faglig koordinator Henrik Dich.

Nedværdigende gloser. Kontrol, tæsk og trusler. På opholdsstedet DUKASKU bor unge, der er enten tvangsfjernet eller frivilligt anbragt pga. æresrelateret vold eller negativ social kontrol. Når de er 23 år, må de forlade stedet, men mange af dem er langt fra klar til at stå på egne ben. Det tager tid at opbygge det indre fundament, der gør, at de kan føle sig sikre og modstå presset fra familien.

Dannelsen, omsorgen og opdragelsen er skrevet ud af officielle pædagogiske målsætninger. I stedet har læring, kompetenceoptimering og adfærdsreguleringer taget over som indbegrebet af alle pædagogiske processer. Det sker især, fordi pædagogikken er reduceret til et rent uddannelsesprojekt, hvor pædagogisk tænkning og praksis er erstattet af snævre metodestyrede indsatser, midlertidige projekter med kortsigtede effekter, tidsstyrede pædagogiske opgaver og underfinansierede pædagogiske løfter.

For to år siden tog Esthers 21-årige søn – syg af skizofreni – sit eget liv. Siden har hun kæmpet for at finde mening i det meningsløse. At placere skammen og skylden over ikke at se, hvor dårlig han var, den dag han tog sit eget liv. Hun mener, vi skal være bedre til at tale om selvmord. For så havde Kristian måske ikke skullet dø alene. Og så mener hun, at vi skal arbejde for en psykiatri, der ikke har så meget fokus på syg og rask.

Vi skal blive bedre til at se på kompleksiteten bag langvarigt skolefravær – og til at lytte til og tage børns oplevelse af mistrivsel alvorligt. Både i forskningen og i praksis. Sådan lyder det fra forsker i skolevægring, Frederikke Skaaning Knage, der netop har undersøgt dansk og international forskning i skolevægring.

Forblændede af nationale tests og akademisk målbar viden har vi lukket kreativitetens gyldne læringsrum. Drama, musik, træsløjd og andre praktisk kreative fag styrker både trivsel og læring, lyder det fra hjerneforsker Kjeld Fredens. Mere krop og kreativitet på skoleskemaet vil stille os stærkt i de komplekse krisers tid, opfordrer han i sin nyeste bog ”Læring med kroppen forrest”.

Vi er afhængige af den viden, børn ligger inde med og deler med os, hvis vi skal blive bedre til at opspore mistrivsel og sætte tidligere ind med hjælp. Men når børnene selv rækker ud og fortæller om mistrivsel, så tager systemet dem ikke alvorligt. Det fortæller Jette Wilhelmsen, der er leder af krisecentret for børn, Joannahuset. En ny dokumentarfilm, ”De umyndige”, fortæller historien om, hvordan børn, der selv fortæller om mistrivsel og ønsker en anbringelse, må kæmpe for at blive taget alvorligt af systemet.

Støtte i overgangen fra anbringelse til voksenlivet skal ikke bare være en mulighed, men en rettighed. Et efterværnsbevis skal sikre hjælp helt frem til det 25. år, og de unge skal selv kunne være med til at vælge en støtteperson, lyder et par af forslagene fra SF’s socialordfører Theresa Berg Andersen.

Vi skal være langt bedre til at lytte til anbragte unges ønsker. De skal have bedre mulighed for at forlænge deres anbringelse. Og så skal overgangen fra anbringelse til voksenliv planlægges tidligere. Der sker et knæk i kommunernes fokus fra barndom til voksenliv, mener Det Konservative Folkepartis socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel, som husker udfordringerne fra sin tid som socialrådgiver.

Tidligere anbragte skal have langt mere fleksibel hjælp i voksenlivet – både typen af tilbud, men også i varigheden af hjælpen. Det mener Socialdemokratiets socialpolitiske ordfører, Camilla Fabricius, der ser det som en bunden opgave, at tidligere anbragte får langt mere støtte i voksenlivet i form at et styrket efterværn. Succeskriteriet for opgavens løsning er med hendes egne ord, at De Anbragtes Vilkår kan se sig selv i en politisk aftale.

Det var ved et tilfælde, at Signe fandt ud af, at hun havde ret til støtte, efter at hendes anbringelse var afsluttet. Og da hun manglede et sted at bo, måtte hun flytte ind hos den far, hun tidligere var blevet anbragt fra. Alternativet var et herberg. ”Havde du været misbruger eller gravid, ville det være lettere at hjælpe dig,” lød beskeden fra kommunen. Hjælp til at etablere et ’helle’ i egen bolig er afgørende, mener Signe, der ville ønske, at unge, der er eller har været anbragt, fik langt tydeligere besked om deres rettigheder.

Tidligere anbragte mangler netværk, stabilitet og omsorg langt op i livet. De tidligere anbragte er overrepræsenterede i samtlige af de statistikker, der karakteriserer voksne i socialt udsatte positioner. Støtte og hjælp i et nyt, styrket efterværn er en langtidsinvestering, samfundet ikke har råd til at overse, lyder vurderingen fra analytikere og organisationer.

For en ud af tre anbragte unge i Danmark er der ingen hjælp at hente, når de fylder 18, og deres anbringelse slutter. Det såkaldte efterværn skulle sikre anbragte unge en tryg bro fra anbringelse ind i voksenlivet. Men oftest er det helt tilfældigt, om tidligere anbragte får støtte. Foreningen De Anbragtes Vilkår møder anbragte unge tynget af uro. De frygter deres 18-års fødselsdag.

Aftabuisering af psykiatriske diagnoser er vejen frem for den enkelte som for samfundet. For forskning viser, at kun 15 procent går igennem et liv uden psykisk sygdom. Det er en naturlig reaktion på et komplekst moderne samfund, der har udviklet sig hurtigere end vores hjerner, mener børnepsykiater Janne Tabori Kraft. Den amerikanske psykolog Jonathan Schaefer dokumenterede sidste år, at udbredelsen er så stor, at vi snarere end en afvigelse bør betragte psykisk sygdom som normalt.