”Da jeg vejede grisene, begyndte matematikken at give mening”

Første gang Signe Witting besøgte Skolelandbruget i Furesø var sammen med en veninde i ottende klasse. Egentlig havde hun det godt på den nye skole, hun blev ikke længere mobbet. Til gengæld gjorde hendes ADHD det nærmest umuligt for hende at sidde stille i timerne. Veninden, der også havde udfordringer med at koncentrere sig, kom allerede på Skolelandbruget og havde fortalt Signe om dyrene. Og om naturen omkring.

”Jeg har altid elsket dyr, og jeg elskede at være udenfor, så jeg kunne brænde krudt af. Da jeg trådte ind ad lågen til Skolelandbruget, var det, som om naturen bød mig velkommen,” fortæller Signe, der i dag er 18 år.

Det endte med, at Signe kom i praktik på landbruget. Og senere, i niende klasse, blev hun et af de såkaldte talenter, som stedet kalder de unge, der har deres faste gang på landbruget, og som hjælper med alt fra at passe dyr og dyrke grøntsager til at løse håndværksopgaver og køre traktor.

Signes fokus var fra starten på dyrene. På landbruget var der køer, høns, får, kaniner, grise og geder. Og særligt når hun var sammen med gederne, fodrede dem, klippede deres klove eller malkede dem, følte hun, at hun fandt ro.

På landbruget var der også det, de kaldte ’Haver til maver’, hvor de dyrkede forskellige grøntsager. Når Signe havde fingrene i jorden, plantede eller såede, mærkede hun, at hun kunne fokusere på en måde, som hun ikke havde kunnet tidligere. Og også, at hun kunne få lov at bruge sin kreativitet.

Og så var der det med at være ude i naturen hele dagen.

”Det gjorde det nemmere for mig at koncentrere mig. Jeg tror, at det er, fordi man får ilt til hjernen, i modsætning til når man sidder indenfor på en stol i seks timer om dagen. Og samtidig har man mulighed for lige at gå væk og trække vejret, hvis noget er svært,” fortæller Signe.

Alle har et talent

Skolelandbruget i Furesø har igennem mange år fungeret som besøgsgård for kommunens skoler og institutioner, men for nogle år siden begyndte de også at lave forløb for børn og unge i kommunen, der har brug for en særlig indsats for at trives, udvikle sig og lære.

På Skolelandbruget er udgangspunktet, at alle har et særligt talent. At de børn og unge, der kommer ud til landbruget efter nogle svære år i folkeskolen, måske fordi de har en diagnose som ADHD eller autisme, kan skabe en ny fortælling og udvikle deres kompetencer og potentialer.

”Det drejer sig om at få øje på dem. Når vi har børn og unge herude i en uges praktik, er det for at gå på opdagelse i, hvad de er gode til og interesserer sig for,” fortæller Johnny Skjoldborg Krog, der er naturvejleder og leder af Skolelandbruget.

Samtidig tilbyder naturen og det at være udenfor, ifølge Johnny Skjoldborg Krog, noget, som passer godt til de børn og unge, der måske kommer med nogle svære skoleoplevelser i bagagen.

”Naturen er et rum, hvor der er højt til loftet. Mange af de børn og unge, der kommer her, har det, som om de har været spærret inde. Lige pludselig får de en anden hverdag med frirum, fællesskab og andre indgange til det at lære,” siger han.

Skolelandbruget har i flere år brugt naturen og udelivet i deres arbejde, men de senere år har de med kurser hos Bikubenfondens Natur til at godt liv – laboratoriet, der de sidste 11 år har arbejdet med at udvikle det, de kalder naturintegreret socialt arbejde (NISA), og som Socialt Indblik tidligere har skrevet om, fået bygget konkrete metoder på. Og i dag arbejder de med at facilitere naturmøder, der kan flytte børnene og de unge både kropsligt, mentalt, intellektuelt og socialt.

”Vi har fået nogle nye greb til at integrere naturen. Fx arbejder vi med at bruge genstande i naturen til at udtrykke, hvordan man har det. Og vi arbejder med det, vi kalder bevidning. Ved skriftligt at nedfælde de øjeblikke, hvor barnet eller den unge oplever succes og værdi, giver vi dem mulighed for at fastholde og udvikle deres historie,” siger han og forklarer, at når de deler bevidningen med fx forældrene, er det ikke længere bare talentet, der føler sig betydningsfuldt, men hele familien hjemme, der får et afsæt for dialog.

I det hele taget øver de sig på at blive bedre til ’transfer’, som er en af grundstenene i de metoder, som Natur til et godt liv har udviklet.

”Vi prøver at få de miljøer, som talenterne er en del af, til at forstå, hvad man kan forvente sig af talentet, når det vender tilbage til hverdagen. Vi inviterer fx talenternes klasser ud til aktiviteter i naturen, som de selv er med til at udvikle og eksekvere, og vi samarbejder med lærere, pædagoger og forældre,” fortæller han.

”De forstod mig med det samme”

At der er både tro på de unge og øje for, hvem de er, mærkede Signe ret hurtigt, da hun begyndte at komme på landbruget.

”Det var, som om de voksne på landbruget havde meget let ved at forstå mig. Det kan godt være, at de voksne på mine skoler sagde, at de havde forstået mig, men jeg følte, at min stemme bare gik igennem deres hoved. Jeg følte ikke, at jeg blev ordentligt set tilbage på. Her var det, som om, de virkelig lyttede til mig,” siger Signe og fremhæver, at det ikke er en kritik af de lærere, hun havde i folkeskolen. Det var en anden ramme.

”De voksne ude på skolelandbruget er jo mere vant til at tage fat, hvis et barn eller en ung har brug for at tale. De ved godt, at vi ikke ligefrem har haft den nemmeste skolegang. Og så kan de tilbyde talenterne at lave noget, de faktisk godt kan lide,” siger Signe.

Gennem sin folkeskoletid havde Signe vænnet sig til altid at være fagligt bagud. Særligt i matematik var hendes faglige niveau en del lavere end klassekammeraternes. Det, sammen med de mange år med mobning, havde fået hende til at udvikle en følelse af ikke at være god nok til at gå i skole.

”Jeg fik aldrig ros. I hvert fald følte jeg aldrig, at jeg fik en ros, der var ægte og gjorde mig glad,” siger Signe og fortæller, at netop det at give ægte ros var noget, de var gode til på landbruget.

”Hvis bare jeg havde gjort en lille ting, der måske havde været lidt svært, så var de bare sådan: ’Ej hvor er du sej.’ Og jeg kunne mærke, at de mente det,” siger hun og fortæller om dengang på Roskilde Dyrskue, hvor hun skulle vise en af de danske landracegeder, der bor på landbruget, frem. Hun var ved at dø af skræk. Ikke nok med, at hun skulle konkurrere mod mennesker, der havde arbejdet med geder i mange år, hun hadede også at stå frem foran mange mennesker. Men de voksne støttede hende. Hun gjorde det – og blev så stolt og glad, da hun hørte klapsalverne bagefter.

”De syntes, det var godt, og det betød virkelig meget for mig, for det gjorde jo, at jeg fandt ud af, at jeg godt kan vise, hvad jeg kan, uden at jeg behøver være bange for, hvad folk synes,” siger hun.

Også det at opdage, at der er andre veje til læring, fik Signes selvtillid og lyst til at lære til at vokse gennem det år, hun var på landbruget.

En dag foreslog landmanden på Skolelandbruget, at Signe og en anden pige skulle hænge grisene op på en vejekrog, og så gøre det igen nogle uger senere, så de kunne regne ud, hvor meget grisene havde taget på.

”Jeg er kæmpe matematik-hater, så jeg tænkte: ’Det gider jeg virkelig ikke.’ Men hun fik mig overtalt til at give det et skud. Og det endte med, at jeg syntes, det var sjovt. Det var en helt anden måde at lave matematik på end at sidde inde i et klasseværelse og skrive ned i et hæfte,” fortæller Signe.

Tog grisene med i tankerne

Da tiende klasse nærmede sig, ønskede Signe allermest bare at blive på landbruget. For selvom hun følte sig mere klar til skolen end tidligere, meldte tvivlen sig: Hvad nu hvis hun ikke var god nok? Hvad nu, hvis hun var for langt bagud?

”Til at starte med tiggede jeg virkelig om at få lov til at være derude to gange om ugen stadigvæk. Min lærer sagde, at hun godt forstod mig, men at jeg var nødt til at koncentrere mig lidt mere om skolen, så det endte med, at vi blev enige om, at jeg kunne være der en gang om ugen,” fortæller Signe.

I starten var det svært at vende tilbage til folkeskolen – til det indendørs klasselokale og den mere stive måde at lære på. Men det hjalp, at hun en gang om ugen kunne komme ud og trække vejret på Skolelandbruget. Og efterhånden begyndte hun at få tag om det faglige. Selv matematikken fik hun greb om. Ofte tænkte hun på opgaven med grisene for at minde sig selv om, at der er andre og mere konkrete veje til at forstå matematik. Og da de nåede til afgangsprøven i 10. klasse, høstede hun fire i mundtlig matematik og syv i den skriftlige prøve.

”Jeg har aldrig før været så glad,” siger hun og fortæller, at hun er overbevist om, at hun aldrig var nået dertil uden Skolelandbruget.

”Jeg bliver nærmest helt rørt, når jeg tænker på det. Men jeg har flere gange tænkt, at jeg ville ønske, at det var sket allerede, da jeg gik i 0. klasse, for der var jeg allerede skoletræt. Jeg har jo bare været skoletræt hele tiden.”

Signe er langt fra den eneste af talenterne, der har formået at hæve sit faglige niveau efter et år på Skolelandbruget. Johnny Skjoldborg Krog fortæller, at mange af talenterne finder en ny motivation for at lære.

”De får selvværd og tro på egne evner. Det smitter af på deres motivation for at lære,” siger han.

I dag er Signe i gang med at uddanne sig til pædagogisk assistent. Og tanken om, at hun selv kan arbejde med børn eller unge i det fri, ligger hende ikke fjernt. Og for hende selv er naturen stadig der, hun søger hen, når hun har brug for at finde ro.

På Folkemødet på Bornholm inviterer Socialt Indblik sammen med Bikubenfonden til debat om, hvordan vi integrerer naturen i det sociale arbejde. Mød os torsdag den 12. juni kl. 15 i vores telt J41.