”Det var angsten for at blive sat i bås, der gjorde, at jeg inden udsendelsen var ret overbevist om, at jeg ikke ville nævne mine diagnoser på live-tv i Debatten på DR2. For jeg ville gerne kunne repræsentere alle børn og unge i mistrivsel, uden at nogen så mig som en ’samfundsnasser med diagnose-offer-mentalitet’. Men så skete noget andet.” Det skriver 18-årige Mathias Vinsten Munk, der selv har flere diagnoser og tidligere har haft langvarigt skolefravær. Læs, hvorfor Mathias tager del i debatten, og hvorfor han mener at evnen til at lytte er nøglen til bedre trivsel.

Ofte er misbrug hos forældre familiens store hemmelighed. I et forsøg på at skåne børnene bliver børnenes hverdag ofte præget af tavshed og omskrivninger af sandheden. Men det efterlader børnene helt alene, skriver Ulla Darre og Mette Damgaard Sørensen fra behandlingstilbuddet Dit Rum. De fortæller her, hvordan de gennem legeterapeutiske forløb hjælper børnene med at bearbejde oplevelserne og få sat ord på noget svært, fx når en fireårig pige har været alene hjemme med en påvirket far, hun ikke kunne vække.

Står vi i en mistrivselskrise? Nej. Vi står midt i en dundrende katastrofe, og trækker undervisningsministeren ikke i nødbremsen nu, vil socialområdet aldrig få ressourcer til at reparere al den ulykke, der forårsages af en forkert tilgang. Sådan skriver formand i Autismeforeningen, Karina Bundgaard, i en kommentar til Trivselskommissionens rapport.

Hvis vi vil have flere børn og unge til trives bedre, er løsningen ikke flere regler og forbud. Først og fremmest er der brug for investeringer, at alle tager ansvar, et stærkt samarbejde og gensidig respekt, mener formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas.

Trivselskommissionens anbefalinger oplever jeg peger i retning af, at børn og unge i højere grad selv skal finde vejen gennem livets udfordringer. Men jeg bliver nødt til at spørge, om man mon tænker, at børn og unge lærer disse ’trivselsdyder’ af sig selv? Sådan skriver lærer Anne Vestergaard, der er uddannet lærer og master i specialpædagogik i en kommentar til Trivselskommissionens netop offentliggjorte rapport og anbefalinger.

Vi har bevæget os igennem hele spektret af forkerte forældre fra køleskabsmødre til speltbagende curlingfædre. De må nu igen høre eksperterne sige til dem, at de skal gøre noget anderledes, hvis vi skal løse krisen med mistrivsel. Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling i en kommentar til Trivselskommissionens syv anbefalinger til forældre.

”Lad os forældre være forældre på den måde, vi kan. Støt os frem for at pege fingre ad os. Også – og måske især – når det er besværligt. Vi øver os hver eneste dag i at gøre det rigtige, uden at vide hvad resultatet af vores anstrengelser bliver.” Det skriver Anne-Mette Sohn Jensen i en kommentar til Trivselskommissionens syv råd til forældre. Udover at være cand. pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger om pædagogik er Anne-Mette Sohn Jensen mor til en søn fra 2004, der har diagnose indenfor autismespektret. Hun giver her sine egne syv råd til forældre.

Skal vi virkelig satse på, at børn, der allerede er i en udsat position, har modet eller ressourcerne til at tage ansvar for systemets manglende evne til at opdage svigt? Sådan spørger Fransiska Mannerup, forkvinde for De Anbragtes Vilkår, som reaktion på den politiske aftale om at fjerne det årlige tilsyn i sociale tilbud. Vi kan ikke kun reagere, når noget er gået galt, skriver Fransiska Mannerup.

”Jeg er taknemmelig for, at OCD’en har givet mig muligheden for at lære mig selv godt at kende samt givet mig forståelsen for, hvordan det er at have OCD samt leve med en psykisk lidelse”. Sådan skriver Maja Mette Østerhaab Andersen, der som 11-årig blev diagnosticeret med OCD. Hun giver i indlægget et indblik i, hvordan det er for hende at leve med OCD. Og så slår hun et slag for, at vi udrydder sætninger som ”Det er min OCD”, når nogen beskriver årsagen til deres behov for orden.

Hvad kan det gøre ved velfærdsarbejdet, hvis vi langt oftere skiftede mødelokalet, klasseværelset og terapirummet ud med naturen? Og hvorfor gør vi det ikke langt mere? Naturen kan være en løftestang til at hjælpe unge i job og uddannelse, skriver forfatterne til denne kronik.

”Vi er nødt til at se bredere på tingene end blot at se på, hvor meget vi bruger telefonen, og gå efter at lægge den væk. Måske kommer vi rent faktisk i bedre trivsel alene ved at skrue ned for forbruget, men hvorfor kan vi så ikke bare lægge den i skuffen? Måske er der en faktor, som betyder mere end blot den enkeltes viljestyrke.” Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, der selv har prøvet at se på sit skærmbrug.

Hvis vi ikke handler, så kommer vi en dag til at skulle sige undskyld til rigtig mange børn, nu som voksne, fordi vi svigtede dem i retssystemet og ikke havde blik for den vold, der faktisk foregik. Sådan skriver Iben Elene Oksfeldt fra Litehouse Consult og Niels Christian Barkholt, direktør i Social Talks. De beskriver det, de kalder ’fire forskellige virkeligheder’, som de har erfaret, at volden typisk bliver tolket ind i, og som de mener er vigtige at kende, fordi de hver især får afgørende konsekvenser i praksis, når konflikten skal håndteres.

Mange af de vanskeligheder, vi ser, at børn, unge og voksne med autisme udvikler, skyldes ikke autismen i sig selv. Det skyldes omgivelserne. Sådan skriver psykolog Juana Jeppesen, der har indgående viden og erfaring indenfor autismeområdet og i foråret udgav bogen “Sådan møder du dit barn med autisme – en håndbog til forældre”. Hun ser, at mange børn med autisme bliver isoleret, fordi rammerne ikke er tilpasset børnene.

Vi skal gentænke fællesskabet og tage mere fælles ansvar for at give børn en tryg opvækst. Mange af rollemodellerne er ved at drukne i bureaukrati, handleplaner og dokumentationskrav, og det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati. Det skriver Henrik Appel, adm. direktør i virksomheden Memox.

Naturen kan spille en afgørende rolle i socialt arbejde med unge. Den kan give nye personlige erkendelser, vigtige samtaler, aktive fællesskaber og faglig læring – alt sammen nøgler til at styrke det sociale arbejde. Men det er ikke nok blot at rykke pædagogikken ud i skoven, skriver forfatterne. De argumenterer for, at der skal mere til for at udvikle en egentlig social naturfaglighed. I en ny rapport, der udkommer i dag, har de identificeret seks centrale principper, som kommuner og organisationer kan gribe fat på, når de vil forene socialt arbejde med natur.