
Afsnit: Bonus
Hør om børn og psykisk vold
Børn, der bliver låst inde. Børn, der bliver tvunget til at spise chilier og børn, der bliver ydmyget foran resten familien.
Det var den slags grove eksempler på psykisk vold mod børn, som seniorkonsulent i Lev Uden Vold, Katrine Amalie Keller, og hendes kolleger stødte på, da de sidste år gennemgik sager om psykisk vold, hvor der er fældet dom.
”Der er rigtig meget af den psykiske vold, som er den samme, uagtet om du er barn eller voksen. Men der er alligevel en forskel på grund af den relation, der er mellem barn og voksen. Når du er barn i en familie, har du ikke mulighed for at fjerne dig selv fra situationen. For børn er det givet, at de bliver nødt til at være i den her relation,” fortæller Katrine Amalie Keller og understreger, at børn derfor er særligt sårbare i forhold til psykisk vold.
Hun fortæller, at man kan dele den psykiske vold mod børn op i to dele. Den ene del er den psykiske vold, som man direkte udsætter et barn for. Den anden del er at udøve psykisk vold mod barnets forældre, som barnet så overværer.
”Selvom den første måske kan lyde lidt voldsommere end nummer to, så ved vi, at det kan have de samme negative konsekvenser, uagtet om den psykisk vold rettet direkte mod børnene eller mod deres forældre. Når du er barn, er dine forældre din sikkerhed. Så når dine forældre bliver truet, så er det også en trussel mod dig,” siger Katrine Amalie Keller.
Hun fortæller, at den psykiske vold er mindst lige så skadelig for børn som fysisk vold.
”De fysiske mærker forsvinder, men når vi snakker om psykisk vold, så går det ind i sjælen på de her børn. Det ændrer deres billede af dem selv, og det har en negativ påvirkning på, hvordan de opfatter sig selv. Vi ved også, at det har en stor påvirkning på deres tillid til verden,” siger hun.
Lyt til podcasten, og hør mere om børn og psykisk vold.
I podcasten ”Frem i lyset” giver vi stemme til nogle af de over 100.000 danskere, der årligt udsættes for psykisk vold i en nær relation. Og i bonusafsnittene giver vi ordet til eksperter i psykisk vold og stalking.
Podcastserien er skabt i samarbejde med organisationen Lev Uden Vold og er støttet af Offerfonden.
Udgivet af Socialt Indblik
Læs mere om, hvad psykisk vold er på psykiskvoldervold.dk.
Har du brug for hjælp og rådgivning, kan du kontakte Lev Uden Volds rådgivning på 1888.
Medvirkende
Katrine Amalie Keller, seniorkonsulent i Lev Uden Vold
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Eva Frydensberg Holm