Hvis vi for alvor skal tage livtag med den livsødelæggende vold, skal der mere til end kun symptombehandling af voldens mekanismer. Vi må samtidig arbejde med en kulturforandring blandt de unge selv og med aktiv opsporing. Det mener leder af Holstebro Krisecenter Karin Houmann og projektleder for Ung Uden Vold, Hanne Ried. De fortæller her om projektet ”Ung Uden Vold”, hvor de blandt andet arbejder med dilemmaspil og rådgivning.

”Det var angsten for at blive sat i bås, der gjorde, at jeg inden udsendelsen var ret overbevist om, at jeg ikke ville nævne mine diagnoser på live-tv i Debatten på DR2. For jeg ville gerne kunne repræsentere alle børn og unge i mistrivsel, uden at nogen så mig som en ’samfundsnasser med diagnose-offer-mentalitet’. Men så skete noget andet.” Det skriver 18-årige Mathias Vinsten Munk, der selv har flere diagnoser og tidligere har haft langvarigt skolefravær. Læs, hvorfor Mathias tager del i debatten, og hvorfor han mener at evnen til at lytte er nøglen til bedre trivsel.

Ofte er misbrug hos forældre familiens store hemmelighed. I et forsøg på at skåne børnene bliver børnenes hverdag ofte præget af tavshed og omskrivninger af sandheden. Men det efterlader børnene helt alene, skriver Ulla Darre og Mette Damgaard Sørensen fra behandlingstilbuddet Dit Rum. De fortæller her, hvordan de gennem legeterapeutiske forløb hjælper børnene med at bearbejde oplevelserne og få sat ord på noget svært, fx når en fireårig pige har været alene hjemme med en påvirket far, hun ikke kunne vække.

”Mange tror, at når systemstress rammer den enkelte borger eller pårørende, så er årsagen som oftest forkerte afgørelser, misforståelser eller inkompetence. Men selv når alt foregår efter bogen, kan selve processen med at få den rette hjælp være så langsom, rigid og uigennemsigtig, at forløbet i sig selv bliver en belastning.” Det skriver Karin B. Nissen, der er socialrådgiver, foredragsholder og har skrevet bogen ”Systemstress – når mødet med systemet stresser dig”.

”Uroen og selvcensuren fik tag i mig – og også på den arbejdsplads begyndte jeg at lægge bånd på mig selv og havde kun lyst til at dele søde og hyggelige fortællinger på de sociale medier.” Sådan skriver Rikke Smedegaard Hansen, der er pædagog og på egen krop har mærket, hvad det betyder at skulle lægge bånd på sig selv og ikke deltage i den offentlige debat elle ytre sig kritisk internt på arbejdpladsen. Alligevel slår hun et slag for ytringsfriheden for offentligt ansatte.

Står vi i en mistrivselskrise? Nej. Vi står midt i en dundrende katastrofe, og trækker undervisningsministeren ikke i nødbremsen nu, vil socialområdet aldrig få ressourcer til at reparere al den ulykke, der forårsages af en forkert tilgang. Sådan skriver formand i Autismeforeningen, Karina Bundgaard, i en kommentar til Trivselskommissionens rapport.

Hvis vi vil have flere børn og unge til trives bedre, er løsningen ikke flere regler og forbud. Først og fremmest er der brug for investeringer, at alle tager ansvar, et stærkt samarbejde og gensidig respekt, mener formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas.

Trivselskommissionens anbefalinger oplever jeg peger i retning af, at børn og unge i højere grad selv skal finde vejen gennem livets udfordringer. Men jeg bliver nødt til at spørge, om man mon tænker, at børn og unge lærer disse ’trivselsdyder’ af sig selv? Sådan skriver lærer Anne Vestergaard, der er uddannet lærer og master i specialpædagogik i en kommentar til Trivselskommissionens netop offentliggjorte rapport og anbefalinger.

Vi har bevæget os igennem hele spektret af forkerte forældre fra køleskabsmødre til speltbagende curlingfædre. De må nu igen høre eksperterne sige til dem, at de skal gøre noget anderledes, hvis vi skal løse krisen med mistrivsel. Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling i en kommentar til Trivselskommissionens syv anbefalinger til forældre.

”Lad os forældre være forældre på den måde, vi kan. Støt os frem for at pege fingre ad os. Også – og måske især – når det er besværligt. Vi øver os hver eneste dag i at gøre det rigtige, uden at vide hvad resultatet af vores anstrengelser bliver.” Det skriver Anne-Mette Sohn Jensen i en kommentar til Trivselskommissionens syv råd til forældre. Udover at være cand. pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger om pædagogik er Anne-Mette Sohn Jensen mor til en søn fra 2004, der har diagnose indenfor autismespektret. Hun giver her sine egne syv råd til forældre.

Skal vi virkelig satse på, at børn, der allerede er i en udsat position, har modet eller ressourcerne til at tage ansvar for systemets manglende evne til at opdage svigt? Sådan spørger Fransiska Mannerup, forkvinde for De Anbragtes Vilkår, som reaktion på den politiske aftale om at fjerne det årlige tilsyn i sociale tilbud. Vi kan ikke kun reagere, når noget er gået galt, skriver Fransiska Mannerup.

Jeg har været lige så stolt som statsministeren af vores værdier og vores velfærd. Men glansen gik af, da jeg selv fik brug hjælp til mine hjertekære. Første gang da jeg skulle have passet mine dengang små børn, så jeg kunne gå på arbejde – og nogle gange havde svært ved at finde en pædagog i kaosset. Senere da min mor blev syg. Og så da jeg som ung læge blev bedt om at udskrive en patient, der stadig var dårlig, på grund af overbelægningen. Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling, der mærker, at tilliden til velfærdssamfundets samfundskontrakt svinder ind. For nylig oplevede hun, hvordan hendes far blev sendt hjem uden opfølgning eller hjælp efter at have været faldet for tredje gang inden for en kort periode.

”Jeg er taknemmelig for, at OCD’en har givet mig muligheden for at lære mig selv godt at kende samt givet mig forståelsen for, hvordan det er at have OCD samt leve med en psykisk lidelse”. Sådan skriver Maja Mette Østerhaab Andersen, der som 11-årig blev diagnosticeret med OCD. Hun giver i indlægget et indblik i, hvordan det er for hende at leve med OCD. Og så slår hun et slag for, at vi udrydder sætninger som ”Det er min OCD”, når nogen beskriver årsagen til deres behov for orden.

Forskning viser, at kun 8-12 procent af læring fører til forbedringer og udvikling i den enkelte organisation, når medarbejdere sendes på kursus. Arbejdspladslæring skal derfor i højere grad forstås som lokale og handlingsorienterede interventioner. Det er muligvis det vigtigste bud på at fremtidssikre velfærden, så vi på samme tid kan skabe lokal kvalitet, skalerbarhed og infra-struktur. Sådan skriver Niels Christian Barkholt, direktør i Social Talks.

Hvad kan det gøre ved velfærdsarbejdet, hvis vi langt oftere skiftede mødelokalet, klasseværelset og terapirummet ud med naturen? Og hvorfor gør vi det ikke langt mere? Naturen kan være en løftestang til at hjælpe unge i job og uddannelse, skriver forfatterne til denne kronik.

”Vi er nødt til at se bredere på tingene end blot at se på, hvor meget vi bruger telefonen, og gå efter at lægge den væk. Måske kommer vi rent faktisk i bedre trivsel alene ved at skrue ned for forbruget, men hvorfor kan vi så ikke bare lægge den i skuffen? Måske er der en faktor, som betyder mere end blot den enkeltes viljestyrke.” Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, der selv har prøvet at se på sit skærmbrug.

Hvis vi ikke handler, så kommer vi en dag til at skulle sige undskyld til rigtig mange børn, nu som voksne, fordi vi svigtede dem i retssystemet og ikke havde blik for den vold, der faktisk foregik. Sådan skriver Iben Elene Oksfeldt fra Litehouse Consult og Niels Christian Barkholt, direktør i Social Talks. De beskriver det, de kalder ’fire forskellige virkeligheder’, som de har erfaret, at volden typisk bliver tolket ind i, og som de mener er vigtige at kende, fordi de hver især får afgørende konsekvenser i praksis, når konflikten skal håndteres.

Mange af de vanskeligheder, vi ser, at børn, unge og voksne med autisme udvikler, skyldes ikke autismen i sig selv. Det skyldes omgivelserne. Sådan skriver psykolog Juana Jeppesen, der har indgående viden og erfaring indenfor autismeområdet og i foråret udgav bogen “Sådan møder du dit barn med autisme – en håndbog til forældre”. Hun ser, at mange børn med autisme bliver isoleret, fordi rammerne ikke er tilpasset børnene.

Modsat oplevelsen som fysisk syg, hvor det er tilstrækkeligt for at blive taget alvorligt, at man har mange smerter, kan forudsætningen for at blive taget alvorligt som psykisk lidende groft opsummeres i spørgsmålet, “tænker du på at tage dit eget liv?” For hvis ikke, så kan det vel vente? “Nej, jeg har ikke tænkt mig at tage mit eget liv, men jeg er bange for, at mit liv er ved at forsvinde fra mig, imens jeg kæmper med at kunne holde ud at leve det.” Sådan skriver Peter Hjortshøj i en kronik om sine oplevelser på vejen igennem psykiatrien i denne sommer.

Noget, der har undret og ærgret mig i forløbet om både magtanvendelseslovgivningen og den store handicapaftale, er, at der ikke har været et større fokus på ledelsen på de sociale tilbud. Det skriver direktør i Landsorganisationen for sociale tilbud, Mads Roke Clausen, der, på trods af at dele af lovforslaget om magtanvendelsesreglerne i sidste øjeblik blev fjernet, advarer mod at læne sig tilbage.

Det er ikke nok at skrue op for ressourcerne, hvis vi skal problemerne i velfærdssamfundet til livs. Der skal systemforandringer til. Men der er risiko for, at vi i jagten på nye løsninger gør ondt værre. Sådan skriver Boris Lauritzen, der er daglig leder i Foreningen Outsideren. Vi har brug for hinanden på tværs af sektorer og fagområder, hvis vi skal skabe bæredygtige veje for fremtidens velfærd, mener han.

Vi skal gentænke fællesskabet og tage mere fælles ansvar for at give børn en tryg opvækst. Mange af rollemodellerne er ved at drukne i bureaukrati, handleplaner og dokumentationskrav, og det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati. Det skriver Henrik Appel, adm. direktør i virksomheden Memox.

Vi er trætte af at bruge så mange kræfter på at være bange for vores nærmeste, vores medarbejdere og generelt for fremtiden for mennesker med handicaps. Sådan skriver Christian Holm, pårørende til datter på et bosted, og Martin Godske, adm. direktør i Habitus. De beskriver i en fælles kronik, hvordan politiske udmeldinger gør dem bange igen og igen.

Naturen kan spille en afgørende rolle i socialt arbejde med unge. Den kan give nye personlige erkendelser, vigtige samtaler, aktive fællesskaber og faglig læring – alt sammen nøgler til at styrke det sociale arbejde. Men det er ikke nok blot at rykke pædagogikken ud i skoven, skriver forfatterne. De argumenterer for, at der skal mere til for at udvikle en egentlig social naturfaglighed. I en ny rapport, der udkommer i dag, har de identificeret seks centrale principper, som kommuner og organisationer kan gribe fat på, når de vil forene socialt arbejde med natur.