Vi kan ikke tale om borgernes rettigheder uden at tale om medarbejdernes arbejdsvilkår

En borger føler sig fanget i systemet. Hun er i kontakt med fem forskellige fagpersoner: en jobformidler, med eller uden relevant uddannelsesmæssig baggrund, en socialrådgiver, en ergoterapeut, en psykolog og en misbrugskonsulent. Alle ser noget forskelligt. Alle har hver deres faglige blik på kvindens situation, men ingen har tid, mandat eller overskud til at samle trådene. Hun har ikke råd til sin bolig, kommer sjældent udenfor og har mistet troen på, at nogen vil hjælpe. Hver samtale åbner en ny dør, som ingen dog følger hende igennem.

Imens sidder medarbejderne, der hver især prøver at gøre det rigtige, og forsøger at navigere i opgaver, hvor svarene hele tiden flytter sig. Hvor forandringer kommer hurtigere, end de kan forankres. Hvor man skal samarbejde på tværs, men sjældent har mulighed for at sige: “Her slutter min vurdering. Det er dét, borgeren har brug for.”

For borgerne og deres pårørende bliver konsekvensen ofte systemstress: Det psykiske pres, der opstår, når man skal bevæge sig rundt i et system, hvor ansvaret for egen sag hele tiden skubbes tilbage til én selv.

For medarbejderne vokser moralsk stress: Følelsen af at være i klemme mellem dét, man ved, er rigtigt at gøre, og dét, man får lov til at gøre. Når man dagligt går på kompromis med sin faglighed og sit menneskesyn, sætter det sig i kroppen. Det tærer på arbejdsglæden, identiteten og relationerne, og i sidste ende på helbredet.

De fleste velfærdsprofessionelle går ind i deres job for at gøre en forskel. Men i en offentlig sektor, hvor idealet om konstant forandring har afløst stabil faglighed og tydelige rammer, bliver mange medarbejdere efterladt uden retning. De skal være loyale over for en politisk styret dagsorden, som ændrer sig fra uge til uge, og samtidig leve op til faglige standarder, som systemet ikke længere giver dem mulighed for at efterleve.

De skal favne kompleksitet, være i gang med prøvehandlinger, samarbejde tværfagligt og tværsektorielt, dokumentere alt og samtidig støtte borgere og pårørende i krise.

Prøvehandlinger er et fænomen, der vinder frem i kommunerne: midlertidige tiltag, hvor man prøver sig frem uden at give borgerne en egentlig afgørelse. En støtte indsættes midlertidigt. Et forløb ændres, uden at borgeren informeres klart om baggrunden eller klagemuligheder. Det hele holdes åbent, og ansvaret udskydes. Resultatet er, at ingen ved, hvad der gælder, og ingen tør tage ansvar for hverken beslutning eller konsekvens.

I nogle tilfælde sættes en ellers velfungerende støtteordning under pres, fordi kommunen vurderer, at den muligvis ikke længere er lovlig. Ikke på grund af ændringer i borgerens situation, men fordi kommunen mener, at den tidligere måske har tolket reglerne forkert. Muligvis. Og mens borgeren venter i uvished, går der rask væk over et år, før der træffes en afgørelse om støtteordningen.

Medarbejdernes ledere taler om transformation og frisættelse, men det, der frisættes, er oftest ansvaret. Beslutninger skal hele tiden holdes åbne. Det gør det næsten umuligt at træffe afgørelser med sikkerhed i ryggen, og det efterlader medarbejderne i et konstant moralsk spændingsfelt.

Og mens retorikken om selvledelse og tillid flyder frit, oplever mange, at de står mere alene end nogensinde. Når opgaven bliver uklar, og støtten udebliver, bliver idealerne om etik og faglighed ikke bare svære at holde fast i. De bliver en kilde til skyld og afmagt.

Moralsk stress er ikke en personlig svaghed. Det er en systemisk konsekvens af en forvaltningstænkning, der har mistet forbindelsen til praksis og til mennesker.

Derfor er det ikke kun borgerne, der bliver syge. Det gør medarbejderne også.

Og de to former for stress hænger tæt sammen.

Når medarbejdere i velfærdssystemet bliver ramt af moralsk stress, fordi de tvinges til at gå på kompromis med deres faglige og etiske idealer, smitter det direkte af på borgernes oplevelse af systemet. Borgere og pårørende møder fagfolk, der er pressede, afmægtige, for langsomme eller for hurtige, fordi de arbejder i rammer, hvor tid, mening og sammenhæng er forsvundet. Det opleves som afvisning, ligegyldighed eller kaos, og det skaber systemstress.

Omvendt betyder systemstress hos borgerne, at medarbejderne i højere grad konfronteres med vrede, frustration og fortvivlelse, som de ofte ikke har tid eller mandat til at håndtere ordentligt. Det skaber følelsen af utilstrækkelighed og svigt og dermed mere moralsk stress.

Det er en negativ spiral, hvor både medarbejdere og borgere bliver syge, ikke af hinanden, men af et system, der svigter dem begge.

Og mens systemet bliver mere og mere optaget af at være i bevægelse, står borgeren stadig alene. Hun har stadig ikke fået svar. Ingen ved, hvad næste skridt bliver, heller ikke hende selv. For alle venter på hinanden, og intet er besluttet. Der, midt i det åbne, ubesluttede rum, bor både hendes systemstress og medarbejdernes moralske stress.

Derfor kan vi ikke tale om borgernes rettigheder uden at tale om medarbejdernes arbejdsvilkår.

Og vi kan ikke tale om kvalitet i velfærden uden også at tale om mening, etik og tid.