Når børns omsorg for hinanden bliver en kultur i skolen, skaber det forandringer for børn og for samfundet

En stærk omsorgskultur i skolen, hvor børnene yder omsorg for hinanden, har potentialet til ikke bare at skabe bedre trivsel for elever i mistrivsel. Det kan også styrke hele klassens fællesskab. Og på sigt kan det også forandre samfundet.

Det fortæller Thomas Gylling-Andersen, der under sit psykologistudie blev særlig optaget af børns muligheder for at indgå i omsorgskultur i skolerne. Han blev så optaget af det, at han nu næsten er færdig med et helt Ph.D projekt om emnet. Og i et afsnit af Kanariefuglenes stemmer taler Thomas Gylling-Andersen med Anne Vestergaard om sit projekt og hvad en stærk omsorgskultur har potentiale til at forandre.

Gennem et tæt forskningssamarbejde med en folkeskolelærer og 22 børn i samme 2. klasse har Thomas lavet observationer og interviews med børnene, og i samarbejde med læreren har Thomas udviklet et såkaldt interventionsframework, som skal understøtte lærere og andre fagpersoner tæt på børnene i at udvikle en omsorgskultur blandt børn i fællesskaber.

I forløbet stod det klart for Thomas Gylling-Andersen, at børn faktisk selv har mange løsninger til konflikter og til at yde omsorg over for hinanden. Særligt hvis de får tiden til det.

Lyt til en samtale om, hvad en stærk omsorgskultur kan for den enkelte elev og for fællesskabet, hvad det kræver at etablere en stærk, og hvordan vi måske kan skabe varige forandringer i samfundet, hvis børn allerede tidligt i livet møder en stærk kultur for at tage omsorg for hinanden.

Thomas Gylling-Andersen er uddannet psykolog og Ph.d-studerende samt undervisningsassistent ved DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Anne Vestergaard er uddannet skolelærer og master i specialpædagogik. Hun har tidligere arbejdet 12 år i psykiatrien som skolelærer, og hun har været souschef på en dagbehandlingsskole.