Når den anerkendte dokumentarfotograf Marie Hald insisterer på at portrættere tykaktivister og anorektikere og deler sine egne erfaringer om at vokse op med uopdaget OCD og ADHD, er motivet det samme: Hun vil lyse på skammen og være den sårbare rollemodel, som hun selv har savnet.

Hvorfor går du ikke bare? Sådan lyder spørgsmålet til voldsramte kvinder ofte. Men det er ikke altid, at volden stopper, bare fordi kvinden går. Og ofte spiller retssystemet en afgørende rolle for, at volden fortsætter efter bruddet. Det fortæller den norske professor i sociologi Margunn Bjørnholt. Hun efterlyser større viden om, hvad vold er. For alt for ofte lytter systemet mere til voldsudøveren end til den, der er udsat for vold.

Tegnene på psykisk vold er ofte usynlige, og vi kan ikke regne ud, hvem den rammer. Men det kan lade sig gøre at spotte tegnene. Derfor bør læger, sygeplejersker, jordemødre og andre fagpersoner insistere på at spørge ind, også når de er i tvivl, slår nye retningslinjer fast. Det hjælper at række ud til kollegaer, sætte ord på usikkerheden, når den opstår, lyder rådet fra psykolog fra Lev Uden Vold.

Psykisk vold er den voldsform, der har de største mentale konsekvenser. Det var konklusionen, da psykolog og forsker Sarah Bøgelund Dokkedahl fulgte 150 voldsudsatte kvinder på krisecenter. Men mens nogle udvikler PTSD eller kompleks PTSD i kølvandet på den psykiske vold, lykkes det andre at bearbejde deres traume. Vores ressourcer og tidligere traumatiske hændelser – og også vores køn – er med til at bestemme, hvordan vi påvirkes.

Psykisk vold skal bringes frem i lyset. For børnenes, de voksnes og samfundets skyld. Det siger justitsminister Peter Hummelgaard, der bakker op om kampagnen Frem i lyset, der skal skabe opmærksom på psykisk vold og konsekvenserne af volden. Der mangler nemlig viden og opmærksomhed på den psykiske vold, og kampagnen vil med film og podcast fortælle danskerne, hvordan den psykiske vold kan vise sig.

Børn har ret til at blive hørt og set som selvstændige individer. Det har været Marie Møller Christensens mantra, siden hun for 28 år siden startede som pædagog på kvindekrisecenteret Kvindehjemmet. Dengang blev børnene mest af alt anskuet som vedhæng til deres mødre. I dag har de stemme og rettigheder – og plads til at udtrykke deres tanker.

Hver anden tirsdag mødes en flok børn og unge, der er vokset op med vold, i en børnegruppe. Her er der plads til at vende store spørgsmål som angsten for at komme til at ligne sin far, spejle sig i hinanden og grine sammen. Nogle af børnene har været med i så mange år, at de er blevet til unge mennesker, for i børnegruppen kan man være med så længe, som man vil.

Nyt netværk og ny forståelse af sig selv og sine handlemuligheder. Gevinsten var stor for den første gruppe af kvinder, der deltog i Kvindehjemmets gruppe for kvinder, der er flyttet i egen bolig. Men det, der virkede for den gruppe af kvinder, virker ikke nødvendigvis for alle. Efterværn skal tilrettelægges nøje efter, hvor deltagerne er i deres voldsbearbejdelse.

Traumer og psykisk sygdom er blevet en stærk valuta i medierne. Men mediernes lineære traumedramaturgi er også forførende og farlig. For spejler vi os ukritisk i mediernes fortællinger, fortegner vi virkeligheden, lyder advarslen fra Anna Juul, som har erfaring med psykisk sygdom, er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse. Hun efterlyser de sande mørke historier, som ikke ender i opbyggelig forløsning.

At bære på et traume kan føles som at være et puslespil, nogen har tabt på gulvet. Traumer sætter sig i alle kroppens organer, forstyrrer kropsfornemmelsen og gør det umuligt at sætte grænser. Kroppen husker traumet. Derfor er det fatalt, at kroppen ofte overses i behandlingen. For vi kan ikke nøjes med at tale os igennem dem, mener Inge Svane. I bogen ”Find hjem til dig selv igen” leverer hun viden og redskaber til, hvordan man kropsligt kan bearbejde traumer.

Fem år efter, psykisk vold blev gjort strafbart, mangler loven om psykisk vold stadig at vise sin effekt. Derfor er der brug for en evaluering af loven. Og der er brug for mere voldsfaglig viden hos blandt andet politi og dommere. Sådan lød nogle af budene, da et panel af politikere diskuterede, hvordan loven om psykisk vold virker i praksis.

Hvert år anmeldes omkring 500 sager om psykisk vold til politiet, men kun i få af dem rejses der tiltale. Vi er nødt til at prøve langt flere sager ved retten, hvis vi skal finde ud af, hvad der skal til for at blive dømt for psykisk vold. Sådan lyder det fra Lev Uden Vold, der har undersøgt samtlige domsafsigelser i psykisk vold over et år.

Da Marie valgte at melde sin ekskæreste for psykisk vold, havde hun ingen idé om, hvor retraumatiserende det ville være at dykke ned i det bevismateriale, der skulle sandsynliggøre, at hun havde været udsat for vold ¬– og at sidde i retssalen, hvor forsvareren brugte ekskærestens metoder til at så tvivl om det, hun sagde.

Otte unge voksne giver med bogen ”Kh Børnene” et indblik i, hvad det vil sige at vokse op i et hjem, hvor fysisk og psykisk vold er en del af hverdagen – og hvor de voksne, der kunne have hjulpet, lukkede øjnene. Direktør i Barndom uden vold, der står bag bogen, håber, at de unges vidnesbyrd kan starte en bevægelse, hvor inddragelse af børn og unge bliver mere end ’et flueben på et stykke papir’.

”Min mor hader at snakke om det, der skete med mig. Det er for hårdt at huske tilbage på, siger hun, som om hun var den, der gik igennem det. Jeg ville ønske, jeg også kunne pakke resterne af min barndom ned i papkasser i et aflåst rum, som hun har gjort. Men her i denne tekst pakker jeg noget af smulderet frem for dig”. Sådan skriver Kayla i et kapitel af bogen Kh Børnene, hvor otte unge voksne fortæller om deres oplevelser med vold i familien. Vi bringer her Kaylas kapitel.

”Familien er som fremmede mennesker, der intet vil have med dig at gøre. Mennesker, der ikke ser dig, ikke hører dig”. Sådan skrive Glara Codar i bogen ”Kh Børnene”, hvor otte unge voksne fortæller om deres oplevelser med vold i familien. De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre. Vi bringer her Glaras kapitel.

Vi er nødt til radikalt at redigere måden, vi taler om omsorg på, hvis vi vil løse den udmatningskrise, vi ser på social- og sundhedsområdet og i psykiatrien, mener Emma Holten. Hun vil give fodfolket i omsorgssektoren mod, mandat og argumenter på hånden, så de kan sige fra, når ledelsen forsøger at servere endnu en spareøvelse indpakket i det, hun kalder ’new management bullshit’.

Mathias har haft skolefravær. Nu spørger han eksperterne, hvad vi skal gøre for at hjælpe andre børn.

Hvordan hjælper vi voldsudsatte kvinder, der har været på krisecenter, til et nyt liv uden vold?

Tag med antropolog og senopforsker Sine Plambech på rejse ind i sexarbejdernes verden.

Hvad er en psykiatrisk diagnose, og hvordan kan vi bruge dem? Freja Sangild Boysen og Peter Lund Madsen fortæller om mental sundhed, og hvordan diagnoser bør betragtes som et værktøj og kun er en brøkdel af et menneskes hele historie.

Start fredagen med mental morgengymnastik med krise- og organisationspsykolog Rikke Høgsted og hendes maskot ”Hero”.

Kim tager os med på byvandring i skyggesiderne af en pæn jysk provinsby og fortæller om et liv på gaden med misbrug, kriminalitet, vold, skyderi, værdier, regler og hævn. Og om et opgør med fortiden, være modig og turde at komme videre.

Bliv klogere på konkrete metoder og erfaringer med, hvordan man kan styrke børn og unges stemme i deres egne børnesager.

Siden han som 40-årig fik stillet diagnosen, har journalist og forfatter Mikkel Bech kortlagt sin ADHD og søgt de redskaber, han selv savnede. Dem deler han i bogen ”Min (u)perfekte hjerne” i håb om at inspirere andre til, hvordan de kan skabe et liv i balance, vende kernesymptomer til kvalifikationer og gøre deres ADHD til deres wingman/woman.

Socialt Indblik giver særligt stemmer til de levede erfaringer i årets folkemødeprogram, der tæller 22 arrangementer på de tre dages Folkemøde.

Der kunne gå dagevis, hvor han ikke magtede at gå i skole. Og senere betød manglende skoletilbud, at han i månedsvis gik derhjemme – uden noget at foretage sig. I dag er Mathias Vinsten Munk 17 år og ved endelig, hvad det vil sige at trives i skolen. Med den rette hjælp, mener han, at han havde kunnet få den erfaring langt tidligere.

Seksualundervisningen på STU er ligesom på alle andre ungdomsuddannelser vigtig. Og bor de unge på et børne- og ungehjem, er det afgørende, at der også her er et miljø, hvor man kan tale åbent om krop, grænser og seksualitet. Men hvordan skaber man dialog og seksualundervisning målrettet unge med forskellige psykiske, sociale og fysiske udfordringer – og på en måde, hvor både de voksne og de unge føler sig godt tilpas? Det giver to eksperter deres bud på.

Vi sygeliggør og individualiserer mistrivsel frem for at arbejde med det pædagogisk og strukturelt. Sådan lyder det fra en læge og en antropolog, der har skrevet bogen ”Snart er vi alle patienter”. I psykiatrien diagnosticerer vi, ifølge de to, mennesker, der ingen funktionsnedsættelse har.

Hvis vi vil mistrivslen blandt børn og unge til livs, må vi styrke pædagoguddannelsen og skabe rammer til børnefællesskaber båret af kreativitet og pædagogisk passion, lyder opfordringen fra Red Barnets generaldirektør Johanne Schmidt-Nielsen, der kalder det et regeringsansvar, at det igen bliver attraktivt at være pædagog.

Serveres en autisme-diagnose med viden om, hvad den betyder specifikt for dig, og med mulighed for at få støtte, så kan den være en stor hjælp og en vej til at forstå sig selv. Sådan lyder det fra Naja Føste, der for nylig blev valgt som forperson for Autisme Ungdom, og som mener, at det er overvejende positivt, at flere bliver diagnosticeret med autisme.

Med kunsten som redskab kastede kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August sig sidste år ud i at løsne en fastlåst konflikt på Maria Kirkeplads i København. På pladsen overnattede en flok migranter, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Kirken var magtesløs, naboerne rasende og kommunen passiv. Kunne de gennem kunsten skabe forsoning og forandring?

Vi må stoppe individualiseringen. Og forstå at stress handler om dårlig organisering, manglende mening og manglende overblik i arbejdet. Stresskurven skal knækkes fra toppen – for ledelsen kan ikke længere bare skifte medarbejderne ud med nye, når de går ned med stress. Vi har al den viden, som er nødvendig for at forebygge. Kun handling mangler, lyder opråbet fra psykolog og ledelsescoach Else Kathrine Relster.

Man kan være født med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer. Men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen. Han forklarer, at bruges diagnosen rigtigt, kan den øge forståelsen af et menneskes udfordringer.

Når det lykkes at få øje på ressourcerne bag det, der gør livet svært for udsatte børn og unge, og tale styrkerne frem, får det en overraskende effekt. Det dobbelte blik, som vender udfordringer til styrker, kan skabe afgørende følelsesmæssig ro i sagen – også hos socialrådgivere, plejeforældre og andre professionelle voksne, viser et nyt studie. Vi bør give meget mere plads til at skabe ro i børnesager, lyder det fra professor Hanne Warming.

Alt for ofte spænder økonomiske hensyn, manglende ressourcer og fordomme ben for reel børneinddragelse, lyder det fra professor Hanne Warming, der i mere end 30 år har forsket i feltet. Hun frygter, at løfterne om mere børneinddragelse i barnets lov kan ende med at løbe ud i sandet og stik imod hensigten skade udsatte børn. For børneinddragelse kræver tid og ressourcer, som endnu ikke er fulgt med loven.

Hvad er alternativet? svarer speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, når man spørger til den eksplosive stigning i ADHD- og autismediagnoser. For selvom symptomerne ikke er så tydelige for alle, som de var tidligere, så sender rammerne langt flere børn og unge ud i mistrivsel. Vi har skabt et børne- og ungdomsliv, hvor det kan være svært at trives i, hvis man ikke er 100 procent gennemsnitlig, mener Penille Juul Darling.

Der skal færre og færre symptomer til at få en diagnose som ADHD eller autisme. Det har ført til en eksplosiv stigning i antallet af disse diagnoser. Men med de mange diagnoser risikerer vi ikke bare at miste alvoren i diagnosen, vi forsømmer også at undersøge, hvad den stigende mistrivsel egentlig handler om, mener forsker i psykiske diagnoser Sebastian Lundström.

Forråelse er et ”vildt problem”, mener psykolog Dorthe Birkmose, der gennem 20 har beskæftiget sig med at forklare og finde løsninger på risikoen for forråelse. I en række nye afsnit af vores podcastserie ”Forråelsens ansigter” forsøger Dorthe Birkmose at filtre lidt at det vilde garnnøgle op sammen med en række medarbejdere. Og vi får i de kommende programmer bud på løsninger.

I en lukket gruppe på Facebook henter medlemmerne støtte hos hinanden, når de rammes af svære selvmordstanker. Her finder de forståelse, genklang og empati. Men de efterlades samtidig alene med ansvaret for at risikovurdere hinandens selvmordstanker. Vi er nødt til at vise langt større interesse for det liv, der udspiller sig i grupper på nettet, fastslår to eksperter.

Som læge oplevede Katharina Oravsky Sandström, at det var utilstrækkeligt alene at fokusere på patienternes somatiske sygdom. Når hun var færdig med at dokumentere de nøgterne fakta i patienternes journal, fortsatte hun journalskrivningen over patientens levede liv og oplevelser i sin egen notesbog.

I over 20 år har Lisa Holmfjord som socialrådgiver hjulpet kvinder, der har været udsat for overgreb. Som forfatter vil hun skabe forståelse for overgrebs komplekse psykologi. Det er ikke, fordi man i udgangspunktet er offer, at man bliver udsat for overgreb. Det er overgrebet, der gør ofrene til ofre, slår hun fast. Og samfundets opfattelse af overgreb og ofre har afgørende indflydelse på, hvordan domstole og myndigheder forholder sig, argumenterer hun.

De unge kan synge, tegne eller skrive deres oplevelser ud i digte, breve, billeder eller lyd. Det giver dem mulighed for at bruge det stærkeste sprog, de har, og giver de voksne indsigt i værdifuld viden.

”Jeres søn ligger på autismespektret og har en særlig form for autisme kaldet GUA,” sagde lægen, og så brød jeg helt sammen. Ingen samlede os op, vi var bare i et vakuum.” Sådan fortæller Line, der er mor til Bror på ni år. Hun fortæller her om mødet med systemet og om livet for både hende og resten af familien som pårørende. Et liv med skyld, sorg og magtesløshed. Fortællingen er et uddrag fra bogen ”Bogen til pårørende” af journalist Tea Sletved.

Hvordan i alverden gik det til, at kvindeanstalten på Sprogø i sin samtid blev betragtet som både progressiv og human?

Når fagprofessionelle beskriver udsatte børn og unge er de med til at definere børn og unges selvfortælling. For de ord og perspektiver, vi vælger, definerer opfattelsen af virkeligheden. Til vores Socialt Indblik Live kan du og dine kolleger blive klogere på konkrete metoder og erfaringer med, hvordan man kan styrke børn og unges stemme i myndighedernes sagsbeskrivelser af dem.

Mie og Fransiska var begge unge, da de første gang stod frem i medierne med deres personlige historier. Mie om selvskade. Fransiska om at være anbragt som barn. Snart ti år senere stiller de fortsat op, for de mærker, at deres perspektiver gør en forskel hos både praktikere og politikere. Men de mærker også, hvad det betyder, når deres historie bliver allemandseje – og der er frit slag for kommentarer på sociale medier. Både medier og organisationer har et ansvar for at passe på mennesker, der stiller sig frem.

Når mennesker med levede erfaringer står frem i medierne, bidrager de med en vigtig og nødvendig indsigt. Men hvordan passer vi som medier bedst på de mennesker, der stiller sig frem med deres sårbare historier? Lev Uden Vold har sammen med fem andre organisationer udgivet ”8 gode råd til journalister om vold i nære relationer”, der skal styrke de etiske overvejelser. Dansk Journalistforbund hilser rådene velkomne.

For mange praktiserende læger er det svært at tale med patienten ikke-lægefaglige emner. Men særligt i forhold til mennesker med svær psykisk sygdom kan det være med til at opbygge en vigtig relation og få øje på kompleksiteten, fortæller Anne Møller, der står bag SOFIA-projektet. Projektet førte for to år siden til muligheden for at tilbyde længere konsultationer til mennesker med svær psykisk sygdom. Men skal konsultationerne virke, skal lægen klædes på til mødet.

Vi skal stoppe diskussionen om, hvorvidt der er mistrivsel blandt børn og unge i skolen. For det er der. Men der er også masser af viden, løsninger, muligheder og ildsjæle, som der er behov for at samle og sætte i spil. Det er essensen af en bevægelse, der lige nu på aktivistisk græsrodsmanér er ved at rejse sig.

Antropolog Mette Larsen har forsket i, hvordan socialrådgivere og andre professionelle kan inddrage børn og unge i journalskrivningen. Nu rejser hun rundt i landet og underviser socialrådgivere i, hvordan de kan ændre praksis. For mange er det en øjenåbner og en gamechanger, der vækker tillid og styrker samarbejdet mellem den unge og de sociale myndigheder.

Som arkitekt har Mette Borup altid været optaget af, hvad de fysiske rammer betyder for livet, der leves i dem. Derfor gav det mening, da hun som frivillig fik mulighed for at hjælpe voldsramte kvinder med at opbygge et trygt hjem.

Et netværk med andre kvinder og en fast frivillig at mødes med. Eller en arkitekt, der hjælper med at gøre den nye bolig til et hjem. Med indsatserne Q-net og Fra Bolig til Hjem lykkes det Røde Kors at hjælpe voldsudsatte kvinder med at finde fodfæste efter et ophold på krisecenter. For Vilja betød Q-net, at hun fandt et forbillede og genvandt troen på, at hun kunne skabe nye relationer.

For Hanne Miris Møller blev spiseforstyrrelsen og træningsafhængigheden et panser, som hun kunne bruge til at skærme sig fra livet og holde andre mennesker på sikker afstand. Behandlingen af spiseforstyrrelser i psykiatrien fokuserer for lidt på tryghed og tilknytning, mener hun. I bogen ”Med kroppen som gidsel” leverer hun i samarbejde med sin psykolog Mia Beck Lichtenstein et nyt bud på, hvilken rolle nye trygge tilknytningserfaringer kan spille i behandlingen af spiseforstyrrelser.

Hver fjerde kvinde på landets kvindekrisecentre er genganger. Tre måneder efter et ophold på et krisecenter har hver tredje kvinde igen været udsat for vold. Hjælp og støtte i overgangen fra krisecenter til egen bolig kan hjælpe kvinderne til at holde sig fri af volden, men da hjælpen ikke er lovpligtig, må mange af kvinderne kigge langt efter den.

Først som 42-årig fik journalist og forfatter Clara Törnvall med sin autismediagnose forklaringen på sin evige angstfyldte oplevelse af at stå udenfor. Med bogen ”Autisterne – Om kvinder på spektret” vil hun gøre op med en stereotyp opfattelse af autisme, som er ensporet og har overset kvinderne. Vi bør stoppe med at værdilade diagnoser og acceptere, at hjerner fungerer forskelligt. Det er ikke kun de såkaldt neuroatypiske, der skal tilpasse sig, mener hun.

Juletræ med pynt fra top til tå, bunker af gaver og godter – og en nisse, der hver morgen efterlader en overraskelse i børnenes julesokker. For mange af de voldsramte kvinder og deres børn, der bor på Danner Krisecenter, har julen været en svær tid. Derfor er det vigtigt at skabe traditioner og positive minder. Men der skal også være plads til at tale om de følelser, der ofte bliver forstørret i julen – og til at støtte børnene, der måske savner far.

Har din læge rørt ved dig i dag? Det kan være et relevant spørgsmål at stille en person med svær psykisk sygdom. For mange sundhedsprofessionelle overskygger den psykiske sygdom nemlig så meget, at de forsømmer at røre ved og undersøge patienter med psykisk sygdom fysisk, selvom de har fysiske smerter. Dermed risikerer de at overse sygdomme. Når mennesker med psykisk sygdom møder sundhedsvæsenet, sætter det spot på den uhensigtsmæssige opdeling i somatik og psykiatri, mener Iben Emilie Christensen, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling tog med patienterne rundt i sundhedsvæsenet.

Børn og unge, der har psykiske lidelser og samtidig misbruger rusmidler, er blevet glemt i politikernes 10-årsplan for psykiatrien, mener organisationsfolk. Mens denne helt unge dobbeltramte gruppe må vente på, at politikerne handler, gør mange fagprofessionelle, hvad de kan for at skabe forandring: De udvikler deres faglige kompetencer og afprøver nye samarbejdsmodeller på tværs af kommuner og regioner.

Der har lydt ros til den nye hjemløsereform, der skal flytte hjemløse borgere hurtigt ud fra herberger og forsorgshjem og ind i egen bolig. Housing First virker, og ingen har godt af at opholde sig længe på et herberg. Men skal det lykkes at gøre op med hjemløsheden i Danmark, som er reformens mål, er det vigtigt, at borgerne får den støtte, der er nødvendig. Og her kan samarbejdet mellem civilsamfundsorganisationer og kommuner blive afgørende, lyder det fra nogle af de aktører, der lige nu skal til at gøre reformen til en realitet.

Op imod halvdelen af den danske befolkning har været udsat for hændelser, der er så voldsomme, at de kan udløse traumereaktioner. Med en traumebevidst tilgang kan blandt andet psykologer, læger og socialrådgivere blive bedre til at møde de traumatiserede.

Efter årelang kamp mod anoreksi, føler Josefine Kleis-Olsen sig skadet af psykiatriens behandling. Hun mærker stadig angsten for sanktioner og trangen til at spise på en helt særlig måde. Med bogen ”Det vil ikke altid være sommer – et brud på anoreksiens lænker” ønsker hun at sprede håb for mennesker med spiseforstyrrelser og give behandlere indblik i de tanker og følelser, hun oplevede blev overset i behandlingen, hvor fokus udelukkende var vægt og kalorier.

Besparelser, lukning af institutioner og en opfattelse af kernefamilien som den mest naturlige ramme for børns opvækst har gjort plejefamilien til den langt hyppigste anbringelsesform, selvom over en tredjedel af familieplejeanbringelserne bryder sammen. Manglen på plejefamilier bliver stadigt større, og med kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’ forsøger myndighederne at få flere til at melde sig som plejefamilie. Men det er en forkert og farlig prioritering blindt at lade plejefamilie være førstevalg, lyder opråbet fra forskere.

Adi sover i en port ved Hovedbanegården, Mihai på gaden eller i Mændenes Hjem, mens det er lykkedes Paul at navigere uden om hjemløshed. De er alle tre EU-migranter, kommet til Danmark i håb om at skabe en bedre fremtid for sig selv – og for Adi også for sine to børn hjemme i Rumænien. De har ret til at være i Danmark og til at få hjælp til at finde job og bolig. Men i realiteten må de kigge langt efter åbne døre og hjælp til at navigere i et snørklet dansk system.

Der er brug for bedre hjælp til børn og unge, der er ramt af både psykisk lidelse og misbrug. Det erkender både Socialdemokratiets og Nye Borgerliges psykiatriordførere. Men de har ikke konkrete løsningsforslag på bordet og peger på, at både økonomi og fortsatte politiske forhandlinger om psykiatrien spiller ind.

Børn og unge med dobbeltdiagnoser skal hjælpes bedre, mener formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Jacob Klærke (SF). Socialt Indblik har de seneste uger beskrevet, hvordan børn og unge med både en psykiatrisk lidelse og et misbrug mangler et sammenhængende behandlingstilbud. Jacob Klærke erkender, at der er behov for, at børn og unge bliver omfattet af et dobbeltdiagnosetilbud, som det netop er sket med personer over 18 år.

Mange mennesker med OCD får ikke hjælp, fordi de skammer sig over og skjuler tvangstankerne. Siden barndommen har journalist og forfatter Olav Hergel været plaget af OCD. Først som 43-årig læste han om diagnosen, følte sig genkendt og søgte behandling. I bogen ”Jeg husker dagen som lys” fortæller han åbent om sygdommen og håber, at ligesindede og pårørende kan hente håb og vished om, at de ikke er skyldige.

Belastende traumer fra barndommen som svigt og overgreb sætter sig i kroppen og kan give fysiske sygdomme. I bogen ”Hvordan krænkede børn bliver syge voksne”, dokumenterer norske læger og forskere, hvordan lægernes behandling i langt højere grad bør have blik for traumers sundhedsskadelige konsekvenser. I stedet for udelukkende at undersøge, hvad patienten fejler, bør sundhedspersonale spørge, hvad er der hændt patienten helt tilbage fra barndommen, argumenterer de.

”Det er stadig svært for mig at forstå, at han har det ok nu. Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke troede, han ville overleve,” siger Mette, der er mor til Mark, der først som 18-årig fik en diagnose inden for autismespektret. Hun fortæller, at hun hele vejen op gennem Marks barndom og ungdom både har skullet kæmpe for, at Mark kunne få de støtte- og behandlingstilbud, han havde brug for. Og for at forsøge at rette op på fejl, hjælpesystemerne begik undervejs i hans forløb. Nu har hun et budskab til systemet.

Ligesom USA og Australien bør Danmark indføre faglige retningslinjer for behandling af børn og unge med dobbeltdiagnoser, hvor princippet ’No Wrong Door’ indgår. Det ville ikke kun hjælpe de tusinder af børn og unge herhjemme, som rammes af dobbeltproblematikker, men også deres pårørende, som ofte får alvorlige belastningsreaktioner, fordi hjælpesystemerne ikke griber deres børn. Sådan lyder anbefalingen fra både forskere, unge og pårørende.

”Det er faktisk en gåde for mig, hvorfor der ikke er mere forråelse. Fordi alle er slidte. Og i perioder er de meget slidte. Så hvorfor er der ikke mere forråelse?” sagde Dorthe Birkmose på årets bogmesse BogForum, da hun ved et liveinterview fortalte om sin nye og opdaterede version af ”Når gode mennesker handler ondt”. Her har hun viet et helt kapitel til løsninger på forråelsen, som hun betegner som ’et vildt problem’. I dobbeltinterview med antropolog og forfatter Dennis Nørmark pegede de begge på én af løsningerne: Sæt medarbejderne fri.

Når man efter mange års misbrug lægger alkoholen på hylden, er den store opgave at nå ind til det, der ligger bag, og at skabe et liv, hvor man trives og mærker sig selv. I Halsnæs Alkoholambulatorium er naturen en del af behandlingen. Her åbnes sanserne. Og når man taler om træernes stærke rødder, skarnbassens kamp eller om grenen, der har smidt sit beskyttende lag, bliver det nemmere også at tale om sig selv. Socialt Indblik er taget med til udendørs alkoholbehandling ved Arresø.

Alt for ofte bliver unge med autisme misforstået, fejlbehandlet og opgivet i rusmiddelbehandlingen. Men hvis behandlerne får mere viden om, hvordan den autistiske hjerne fungerer og fx lærer, hvordan de kan gøre både deres egen kommunikation og behandlingens rammer mere autismevenlige, kan de hjælpe mange af de unge, som ikke får den hjælp, de har brug for i dag.

”Det havde været rart at blive set og forstået som den, jeg var, allerede da jeg var barn og teenager. Så var jeg måske slet ikke kommet ud i behovet for stoffer,” siger Anna, der har autisme ligesom mange andre unge, der slås med kombinationen psykiske vanskeligheder og rusmiddelmisbrug. Hun måtte igennem et omfattende misbrug, før hun som 27-årig fik den rette diagnose. Ny rapport afdækker, hvordan både psykiatri og rusmiddelbehandling ved for lidt om, hvordan unge med autisme fungerer. Derfor får de unge alt for ofte ikke den hjælp, de har brug for.

Tusinder af børn og unge helt ned til 12-13 år, mange af dem med autisme, falder mellem stolene, når de rammes af psykisk lidelse og samtidig misbruger hash, stoffer og/eller alkohol. De bliver hverken hjulpet af psykiatrien eller rusmiddelbehandlingen og betaler en høj pris for den manglende hjælp. Men spørger man dem selv, hvordan de kan hjælpes, har de masser af løsninger.

Emma var 12 år, da hun opdagede, at hash kunne dulme den angst og de svære følelser, hun bar på. Hun er bare én af de tusindvis af børn og unge, der falder mellem stolene, fordi de ikke gribes af hverken psykiatrien eller misbrugsbehandlingen. Psykolog Silas Houlberg møder mange, der som Emma bruger vigtige ungdomsår på at slås med misbrug og psykiske problemer. For Emma blev mødet med Silas et vendepunkt. Her deler de to deres erfaringer og giver bud på løsninger.

Vi er afhængige af, at de ansatte står frem og fortæller om den virkelighed, de oplever. Sådan fortæller tre stemmer i debatten om ytringsfriheden for de offentlig ansatte i tre nye afsnit af podcastserien ”Forråelsens ansigter”. Men det at kunne ytre sig er også vigtigt for den enkelte medarbejder. For når man ikke kan fortælle om, hvordan man ikke kan lykkes fagligt, så forstærker det den moralske stress.

Rummene i Fattiggården i Svendborg er blevet vakt til live med en ny udstilling. Det er kunstnerne Ole Lejbach og Jens Blendstrup, der lørdag åbner udstillingen ’GENFÆRD’ i Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen rummer en række portrætter af mennesker, der kunne have levet på fattiggården, og når de meget nære og tætte portrætter hænger på den tidligere fattiggård, så er det ifølge billedkunstneren Ole Lejbach, som om de bliver vakt til live.

Billederne af radmagre kvinder og hjerner uden fedt omkring var en del af Ida Brøndum Leeds behandling for en spiseforstyrrelse. Billederne skræmte hende, men motiverede hende samtidig til at blive endnu tyndere. Ida Brøndum Leed ville ønske, at behandlingen for spiseforstyrrelser handlede mere om de svære følelser bag spiseforstyrrelsen og langt mindre om vægt og konsekvens.

Lige så lang tid Dorte kan huske tilbage, har hun lidt af angst og depressioner. Og det har været svært for hende at føle sig tryg i relationer. Der skulle et voldeligt forhold og et ophold på krisecenter til, før hun forstod, at hun havde været udsat for psykisk vold i barndommen, og at det havde trukket spor op igennem hendes ungdom og ind i voksenlivet. I dag kæmper hun for at være foregangseksempel for sin treårige søn.

Vold i barndomshjemmet øger risikoen for partnervold senere i livet. Men den negative arv kan brydes. Det slår en stor undersøgelse fra Lev Uden Vold fast. Undersøgelsen peger på, at blandt andet kærlige voksne, fællesskab og det at forstå, at volden ikke er normal, kan mindske risikoen for, at man selv ender som voldsudøver eller offer for volden. Mødrehjælpen, der i mange år hjulpet forældre og børn, der lever eller har levet i familier med vold, nikker genkendende til de forebyggende faktorer.

Ny lov skaber incitament for at sætte skub i Housing First-tilgangen ude i kommunerne. Men selvom motivationen er til stede, er der også barrierer. Blandt andet mangler der boliger i flere af de store kommuner. Hos Hjem til Alle alliancen giver man med en ny platform kommunerne en håndsrækning.

Med en ny jobsektion vil Socialt Indblik skabe et mere attraktivt og levende jobmarked på socialområdet. Samtidig får det ét år gamle digitale medie en ny medejer. EKKOfonden indtræder som medejer og styrker fundamentet for et økonomisk bæredygtigt medie med fokus på hele socialområdet.

Mere end hver femte patient med spiseforstyrrelse bliver genindlagt inden for 30 dage. Manglende støtte efter udskrivelse gør, at patienterne hurtigt kan få tilbagefald, lyder det fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, der kalder det fuldstændig logisk, at spiseforstyrrelsen vender tilbage, når man bliver udskrevet til ensomhed uden hjælp. De efterlyser patientsamarbejde og fokus på det sikkerhedsnet, der skal gribe patienterne.

Skriftlige kontrakter med såkaldte ’ikke til forhandling-regler’ har været en forudsætning for behandling på det åbne døgnafsnit på Center for Spiseforstyrrelser. I erkendelsen af, at kontrakternes sanktioner og regler virker forstyrrende, dropper centeret nu kontrakterne. Samtidig skal mere fokus på sproget få patienterne til at opfatte reglerne og behandlingen som mindre rigid og mindre fokuseret på straf. Men reglerne er de samme. Det forklarer overlæge Maiken Brøndum og cheflæge Jens D. Bukh. For patienterne har brug for ekstremt klare rammer, argumenterer de.

Som barn fyldte handicappet næsten alt for Lone Barsøe. Blandt andet fordi lægerne var fokuseret på at operere handicappet og gøre hende ’normal’. Så som teenager tog hun selv magten over, hvordan handicappet skulle fylde i hendes liv. Det blev starten på en livslang aktivisme, hvor Lone det meste af livet har søgt efter en ny måde at tale om handicap på. I bogen ”Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på” fortsætter hun denne søgen og aktivisme og giver samtidig stafetten videre til nye handicapaktivister som fx forfatter Caspar Eric og politisk debattør Sarah Glerup.

”Vi er som handicappede opdraget til at klare den. Og så klarer vi den. Og måske er det også derfor, at en fælles handicapaktivisme udebliver i Danmark”, siger Caspar Eric i et interview til bogen ”Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på”. Bogen rummer bidrag fra en række forskere og interviews af Lone Barsøe med både unge og erfarne handicapaktivister. Her bringer vi et uddrag af bogens interview med forfatteren Caspar Eric.

I Socialt Indblik vil vi gerne lave journalistik i samarbejde med jer, der læser og lytter med. I den kommende tid vil vi gerne sætte fokus på det, der virker, når udsatte og sårbare børn, unge og voksne får hjælp og støtte.

Den fugtige skovbund under fødderne. Duften af grannåle. Hænderne, der følger træernes krogede grene. Skovens atmosfære og varierede natur kan hjælpe mennesker med blandt andet stress, depression og diagnoser som ADHD til at finde ro og balance, fortæller skovbadsguide Ann Berit Frostholm, da Socialt Indblik tager med i skovbad på Nordfyn.

Ved et knitrende bål, med en snittekniv i hænderne eller på vandring gennem skoven, er det lettere at nå ind til anbragte unge end i det traditionelle terapirum. Kroppen vågner under åben himmel, og færdigheder i friluftsliv kan hjælpe udsatte unge til at slå nye rødder. Afgørende er det, at hele netværket omkring de unge, giver næring til de nye selvfortællinger.

Lone Christensen og Arne Andersen har begge ventet længe på den officielle undskyldning, som social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) leverede til den officielle ceremoni i Horsens mandag den 11. september. Den markerede, at staten tog ansvar for de svigt og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, som en række anbragte børn, unge og voksne var udsat for i særforsorgens institutioner fra 1933-1980.

Myrernes hierarki. Udsigten over istidslandskabet. Eller at balancere på en træstamme hen over skovens vandløb. Det kan alt sammen løfte de socialfaglige indsatser for unge, der kæmper med fx misbrug, kriminalitet eller psykisk sårbarhed. Det viser erfaringerne fra ”Natur til et godt liv – Laboratoriet” i Svanninge Bjerge. Tag med, når leder Caroline-Marie Vandt Madsen viser Socialt Indblik naturens potentialer i de grønne bakker.

Naturen har et kæmpe uudnyttet potentiale – for mennesker, der kæmper med psykiske lidelser som depression, angst og stress, men også for fx udsatte unge og demente, fortæller Dorthe Varning Poulsen, der forsker i sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed. Vi burde i langt højere grad anerkende naturen som en del af den rehabiliterende indsats, ligesom man gør i flere andre lande.

Medarbejderne i socialsektorens praksis skal være langt mere synlige i den offentlige debat. Skal vi løse udfordringerne både for borgerne og med rekrutteringen, skal vi have de medarbejdere, der står med hverdagens udfordringer og løsninger på banen. Vi har brug for deres viden og perspektiver. Og brug for, at de viser deres store betydning for borgerne og samfundet. Desværre virker det, som om virksomheder og offentlige myndigheder har pakket dem væk af frygten for mediernes dårlige omtale. I stedet bliver samtalen overladt til forskere, eksperter og ledere. Derfor inviterer Socialt Indblik nu til åbent redaktionsmøde for at få succeshistorier fra praksis.

Efter tre langvarige sygemeldinger med alvorlig stress og adskillige forsøg på at vende tilbage til arbejdet, har Iben Christiane Hansen som 44-årig fået tilkendt førtidspension. Først alt for sent fandt hun ud af, at hun havde ADHD. Hun ville ønske, at hun havde fået hjælp til at finde og holde balancen i arbejdslivet. For hun ved, at hun er dygtig til sit arbejde, og at hendes engagement og energi er en styrke. Vi har alt at vinde ved at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, der anerkender og hylder, at vi som mennesker er forskellige, mener hun.

Alt for ofte brænder mennesker med ADHD ud i arbejdslivet, fordi arbejdet overtager dem, og de glemmer at restituere. De må kompensere for deres udfordringer med konstant overarbejde. Ofte føler de sig også misforstået. Bogen ADHD på jobbet leverer viden og værktøjer til arbejdsgivere, ledere og HR-afdelinger, der vil give deres medarbejdere en hjælpende hånd.

Da Lise Munk Thygesen besluttede sig for at skrive bogen ”Tove Ditlevsen var min mormor”, var det et forsøg på at kortlægge og forstå gentagelsesmønsteret i familien. Arbejdet med bogen har tydeliggjort skylden og skammens rolle – hvordan skam og fortielser har sat sig som sygdom i sindet. Hvis vi skal bryde kæderne af psykisk sygdom, må vi insistere på at tale og skrive om den, mener forfatteren, der håber, at bogen vil inspirere til en større forståelse for, at psykisk sygdom ikke handler om at placere skyld.

Flere unge henvender sig til kommunal rusmiddelbehandling, efter de har haft ubehagelige oplevelser på psykedelika. Men de har ikke nødvendigvis brug for den samme behandling som unge, der tager andre typer af rusmidler. Man er nødt til at forstå, hvad psykedeliske stoffer som LSD og ayahuasca giver de unge for at kunne tilbyde dem den rette hjælp, fortæller Margit Anne Petersen, der som leder af forskningsprojektet ’Den Psykedeliske Renæssance’ på Aarhus Universitet har interviewet unge, der har brugt psykedeliske stoffer.

Et psykedelisk trip på svampestoffet psilocybin. Det kan være fremtidens behandling mod psykiske lidelser som depression, angst og OCD. Forskning viser nemlig, at stoffet sammen med terapi kan få hjernen til at bryde med fastlåste måder at tænke på og skabe nye selvopfattelser. Socialt Indblik har besøgt forsker Dea Siggaard Stenbæk i hendes terapirum på Københavns Universitet for at blive klogere på, hvordan psilocybin-terapi virker, og hvad der skal til for, at en rejse ud i den bevidsthedsændrede tilstand bliver et behandlingstilbud i Danmark.

Behandlingen af spiseforstyrrelser ender ofte blindt, fordi den hviler på misforståelser af spiseforstyrrelsens væsen, mener forfatter Lea Muldtofte, som har været indlagt og i behandling for anoreksi i årevis. I den autobiografiske roman ”Om forladelse” beskriver hun sine oplevelser som indlagt i et sårbart opråb om at blive hørt og mødt i et system, hvor hun igen og igen har følt sig forladt. Bogen er en appel til at nuancere forståelsen af, hvad spiseforstyrrelser er, og hvem de rammer.